Læren af lex Løkke

Antallet af danske medier har aldrig været større. Aldrig har deres dækning set så ensartet ud. Tidspres og politiske kommentatorer ensretter mediernes dækning, imens spindoktorer presser en kommunikationsformel af ensidighed ned over de politiske partier - og begge taber troværdighed. Der er meget at lære af lex Løkke.

Løkkes “tøj-sag” efterlod mange spørgsmål, der aldrig blev besvaret. Mange vinkler afprøvedes aldrig og flere perspektiver blev aldrig belyst. Venstres intense krise fik den eneste logiske udgang: Lederen tog ledelsen. Men inden da blev partiet blev udstillet som fanget af udviklingen snarere end indholdet. Og medierne udstillede deres egne satsninger uden forbehold. Hvorfor?

Spørgsmålene, vinklerne og perspektiveringen vender vi tilbage til. Først en hurtig oprulning af de sidste 15-20 års mediehistorie:


I 1988 blev DRs tv-monopol udfordret af TV2, og vi fik for første gang tv-nyheder og aktualitet ud fra forskellige tilgange. Dagspressen gennemgik samtidig en konsolidering, der skabte to store landsdækkende mediehuse, og kastede lokal- og regionalmedierne ud i en lignende konsolidering. Samtidig har internettet skabt en eksplosion i netmedier mens sociale medier har inviteret den enkelte mediebruger ind i mediernes virkelighed, hvor holdninger, tweets, blogs og kommentarer smelter sammen i et lydhorn af kompliceret troværdighed. Etablerede medier har i iveren efter hurtighed glemt, hvor de kommer fra, som digital ekspert, Benjamin Rud, beskriver på sin blog.

“Det er nu blevet så voldsomt, at medierne svigtede deres vigtigste opgave under Løkkes hovedbestyrelsesmøde: Journalister og analytikere skal levere fakta, så alle danskere, der sidder derude og gætter løs, får at vide, hvad der er op og ned, sandt og falsk. Og politiske kommentatorer skal sørge for, at danskerne ikke bliver spændt for en vogn af spin. Bliver de selv spændt for en vogn, er de ubrugelige som filter for danskerne. Så kan vi lige så godt gætte selv eller slå plat og krone,” skriver Benjamin Rud. 

Årsagerne til udviklingen er - i denne sammenhæng - mindre interessante, men konsekvenserne er væsentlige for mediernes ageren i eksemplet Venstres krise og flere andre store historier de seneste år.

Kort sagt følger den dominerende landsdækkende presse samme præmis, spor og opskrift i dækningen af store historier. De største - og dermed rigeste - medier er med andre ord gået fra mangfoldighed til ensidighed i dækningen af de sager, der rydder forsiderne. Det er åbenlyst uheldigt. I Løkkes “tøj-sag” leverede ingen af de store mediehuse en mærkbar anderledes dækning end de andre. I stedet overværede vi en form for intensivering af mediernes dødsdans.


Sekund-dækning

Ud over denne udvikling, har tyve år med internettet revolutioneret forbrugernes måde at bruge medier på. Vi er kun lige ved at vænne os til, at al information kun er et klik væk. At en mening kan skydes afsted mens den formes og en følelse kan deles, mens den vokser.

Men det er ikke det samme som at medierne vedvarende skal levere sine nyheder i samme sekund, kilden har leveret sine citater.

Det enorme fokus på tid er selvmord for medier, for alle og enhver kan levere informationer på sekundet. Mediernes berettigelse er evnen, modet, kompetencen og viljen til at sortere, perspektivere og prioritere. Men netop disse tre faktorer ser ud til at blive forvaltet mere og mere lemfældigt.

Den udvikling er stik imod mediernes egentlige eksistensberettigelse. Tænk på, hvor tykke aviser skulle have været for tredive år siden, hvis man havde praktiseret samme tilgang dengang.

Den mangel på indhold og mening, som sekund-dækningen fører med sig, bliver kompenseret for af de politiske analytikere, som Benjamin Rud Elberth nævner. En slags orakler. For at levere noget “særligt” har mange dominerende medier valgt at ansætte kommentatorer og analytikere, som kan fortolke og forklare informationsstrømmen. Sat på spidsen hedder det, pyt med journalistiske kompetencer, research og indsigt. Næ, personer med en fortid og et cv, der praler, er selvskrevne som analytiske orakler.

Går det galt undervejs - udvikler en sag sig helt anderledes end redaktionernes ugler og spåkoner havde forudset - kan man efterfølgende udgive en selvransagende bekendelse eller overveje hvordan “medierne” bruger ordet “erfarer”.


Ekstra pressen

Ekstra Bladets vinkel på en historie som Løkkes “tøj-sag” har sin eksistensberettigelse. Men Ekstra Bladet vælger unægtelig og har altid valgt visse væsentlige informationer og perspektiveringer fra i deres dækning. Spidsvinklingen og Ekstra Bladet som medie har sin berettigelse, men det er langt fra ensbetydende med, at avisens historier alene er dækkende.

Her gik det galt i Løkkes-sagen. For mange spørgsmål står stadig ubesvaret. Spørgsmål som, hvorfor ryddede Venstre op i reglerne for to år siden og hvad har de gjort siden? Hvad er kulturen omkring bilag og vederlag i de forskellige partier? Hvordan ser de respektive partiformænds økonomi ud? Hvor meget arbejder toppolitikere i Danmark? Er fremgangsmåden for danske politikere og partier anderledes end for svenske, norske, tyske eller engelske?

Alle disse spørgsmål står i udpræget grad stadig ubesvarede og kunne levere perspektiverende, opklarende historier i forskellige dominerende medier. De kunne hver for sig og alene have bidraget til at udvikle sagen og historien, som den begyndte i Ekstra Bladet. Det skete bare ikke.

Selve historien stod stille og udviklede sig alene på spekulation. Medierne fejler fundamentalt i deres eksistensberettigelse og taber - ikke alene på troværdigheden - men evnen til at uddrage en samfundsmæssig læring af sager, der måske/måske ikke, koster andre deres karriere, familie, job, tilværelse eller troværdighed.

Ind med perspektiveringen

Det burde være åbenlyst, at de senere års udviklinger i mediebilledet stiller enorme krav til redaktionernes kreativitet. Men den kreativitet holdes i ave af den forgudelse, som medierne har tendens til at give kommentatorer, hvis eneste berettigelse, er deres fortid. Man kan stille spørgsmålet: Hvordan skal vi overhovedet udvikle os mod fremtiden, når vi lader fortiden styre og dominere?

TV2 Lorry havde i løbet af Venstres krise et magasinprogram - Ugen Igen - hvor Claus Hjort Frederiksen gæstede. Det er et af den slags programmer, der tillader seeren at danne sin egen mening. Ingen indpakning. Rene spørgsmål. Blød stemning og kritisk, åben mikrofon.

Programmet med Claus Hjort er et eksempel på det, som medierne skal, kan og bør, men i stigende grad sorterer fra. Perspektiveringer, forklaringer, kritiske spørgsmål og erkendelser. Programmet leverer inspiration til de første glimrende artikler alene med indrømmelser fra Claus Hjort, fordi journalisten erfarent og elegant giver sine seere en venstre-general, der er rystet og taler som et rigtigt menneske. 

Der er for lidt af den slags i et mediebillede hvor virkelighed og menneskelig opførsel er lagt bort, fordi alt analyseres retrospektivt. Mediernes udvikling sætter kursen - mod afvikling i stedet for udvikling.

Uden kommentatorer ingen spin

Det bringer os til den mur, der ofte får skylden for at stå i vejen for dygtige journalister. Spindoktorerne. Dels står de i vejen for journalisternes kontakt med beslutningstagerne, og dels har de alt for stor indflydelse på den information, der gives til pressen, lyder det ofte. 

Med spindoktorerne har de politiske partier bidraget endog meget aktivt til ensretningen i metoder og opførsel, og dermed bærer de naturligvis et stort ansvar for den ensidighed, deres politiske arbejde anskues efter.

Parti og politik er underordnet for spindoktoren. Det er spillet, det handler om. Disse mørkets fyrster holder deres stjerner i hånden fra vugge til grav. Nå nej, kun på vej til graven, for spindoktorerne investerer ikke deres liv og troværdighed i samme omfang som stjernerne, og kan derfor shoppe rundt, hoppe fra medie til doktorgangen og tilbage igen, rundt mellem institutioner og organisationer som det nu passer. Spindoktorerne leverer alt andet end realiteter og perspektivering. De leverer scener og teorier, som designes til den virkelighed, deres stjerner har brug for.  

Derfor er der også brug for at medierne indtager rollen som fyrtårn for kritiske spørgsmål, perspektivering og udvikling snarere end afvikling, afsporing og kurs mod gulvet.

Spindoktorerne bliver først udfordret, når deres allierede i mediernes egne kommentatorkorps dømmes værdiløse. Lad dem sidde med deres blogs og skabe værdi, hvis deres meninger tilfører samfundet og dermed læserne, seerne eller lytterne værdi. Ren støj bidrager kun til dårlig hørelse.

Uden kommentatorerne bliver spindoktorerne tvunget til at skifte retning, for så skal medierne fyldes med rigtig journalistik. Den slags, hvor man taler med rigtige kilder. Mennesker, der taler ud fra aktuel mening, viden og erfaring. Ligesom Claus Hjort gjorde i TV2 Lorry hedengangne fredag i Venstres livskamp uden at hverken spindoktorer eller kommentatorer vist opdagede, at her talte et rigtigt menneske.

Løkke satte selv ord på dagen efter Venstres dramatiske tirsdag.

“Jeg har nok ladet mig suge ind i Christiansborg-miljøet og ladet mig spinne lidt for meget af rådgivere,” lød efterrationaliseringen nærmest menneskeligt.

 

Emneord: Lars Løkke Rasmussen, Medier, Spin, Kommentatorer, Journalistik, Partier, Venstre
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk DenOffentlige.dk bidrager aktivt til information, videndeling og netværk for aktører i og omkring den offentlige sektor. DenOffentlige.dk har med konstant stigende bruger og læsertal erfaret im...
Aktivitet: Artikler: 1402 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også