"Landsretten har for de tre løsladte lagt særlig vægt på, at mistankegrundlaget har et faktuelt afgrænset omfang, og at der ikke er fundet grundlag for at antage, at disse sigtede på fri fod vil kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen", skriver landsretten. Foto: Politi.dk.

Landsret løslader tre i bestikkelsessag

Politik

25/06/2015 10:15

Mikkel Sarka

Tre af de seks mænd, som byret varetægtsfængslede i bestikkelsessag, skal løslades, har Østre Landsret afgjort. Få et overblik over hele sagens forløb.

Østre Landsret har besluttet, at tre af de seks mænd, som byretten varetægtsfængslede i en stor bestikkelsessag, skal løslades. De andre tre er fortsat fængslet.

Det skriver landsretten i en pressemeddelelse.

Landsretten mener, at der er begrundet mistanke om bestikkelse for alle de seks sigtede, men vælger alligevel at løslade tre af dem.

Østre Landsret skriver i pressemeddelelsen, at man har lagt vægt på, at alle sigtede har afgivet forklaring, og at der er beslaglagt omfattende it-udstyr.

- Landsretten har for de tre løsladte lagt særlig vægt på, at mistankegrundlaget har et faktuelt afgrænset omfang, og at der ikke er fundet grundlag for at antage, at disse sigtede på fri fod vil kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen, skriver landsretten.

Sagen drejer sig om, at to it-firmaer ifølge politiets sigtelse blandt andet skal have stillet mindst en million kroner til rådighed for ansatte i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet som led i bestikkelse.

I alt er 13 personer sigtet, men politiet valgte kun at fremstille seks af dem i grundlovsforhør.

Her besluttede Retten i Nykøbing Falster for to uger siden, at de alle seks skulle sidde varetægtsfængslet til 2. juli - en afgørelse som Østre Landsret altså nu delvist har omstødt.

Landsrettens beslutning er truffet efter to dage med mundtlige forhandlinger. 

Under forhandlingerne har flere ængstelige pårørende og en gruppe journalister tilbragt time efter time foran retssalen, der har været lukket for offentligheden. 

Indimellem er de sigtede - alle midaldrende mænd - blevet ført forbi de ventende.

Bag de lukkede døre har specialanklager Jørn Thostrup fremlagt sagen for retten, ligesom de sigtede og deres advokater har givet deres syn på sagen.

Blandt de sigtede er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet. De fire andre er medarbejdere i de to konkurrerende it-firmaer.

Advokat Anders Nemeth er forsvarer for én af de løsladte.

- Både min klient og jeg er naturligvis glade og lettede over afgørelsen, siger han til Ritzau.

Alle de sigtede nægter sig skyldige.

OVERBLIK: Her er sagen om påstået bestikkelse   Ønsket om en it-kontrakt til 500 millioner kroner endte i en af de senere års største bestikkelsessager.

I alt er 13 personer sigtet i en af de senere års største sager om bestikkelse. Herunder kan du blive klogere på sagens aspekter.

* Politiets påstand er, at ansatte i to konkurrerende it-firmaer har ydet bestikkelse til personer ansat i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet. Bestikkelsen skal være foregået i perioden 2007-2015.

* Seks mænd blev tidligt onsdag 10. juni varetægtsfængslet frem til 2. juli af en dommer i Retten i Nykøbing Falster. De nægter sig skyldige og kærede fængslingskendelsen til Østre Landsret, der onsdag løslod tre af dem. De er stadig sigtet i sagen.

* Blandt de seks er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet. De sigtes for at have modtaget bestikkelse.

* De fire andre, der er sigtet for at yde bestikkelse, er medarbejdere i de to konkurrerende it-firmaer, hvoraf det ene er Atea A/S. Det andet - og betydeligt mindre - firma kan ikke nævnes grundet et navneforbud.

* Af de fire personer er én nuværende medarbejder i Atea. De tre øvrige er alle tidligere højt placerede medarbejdere i Atea, som i dag arbejder hos det konkurrerende firma.

* Ifølge sigtelsen praktiserede de tre bestikkelse i deres tid i Atea og fortsatte tilsyneladende den kriminelle praksis i den nye virksomhed.

* I Atea fandtes der en konto kaldet 2840, som blev brugt til den formodede bestikkelse. På denne konto indsatte Atea løbende 1,5 procent af den omsætning, som virksomheden havde med Region Sjælland.

* Pengene - mindst en million kroner - skal de offentligt ansatte have brugt til blandt andet rejser til Dubai og USA.

* Den ulovlige praksis blev tilsyneladende opdaget, efter at de to firmaer i starten af året indledte et kapløb om at vinde en kontrakt med Region Sjælland om store leverancer af it-udstyr. Den skal have haft en værdi på mindst 500 millioner kroner.

* Da udbuddet nærmede sig sin afslutning, fattede Ateas administrerende direktør, Morten Felding, efter eget udsagn mistanke om, at regionen ville tippe den konkurrerende virksomhed om Ateas bud.

* Da den anden virksomhed vandt udbuddet, rettede Felding henvendelse til Region Sjællands it-direktør og fortalte alt, hvad han vidste om 2840-kontoen og de odiøse rejser.

* Dagen efter meldte regionens it-direktør sagen til politiet og startede dermed en af de senere års største sager om bestikkelse. I dag er Atea-chefen Morten Felding selv blandt de 13 sigtede i sagen.

Kilder: Politiet, Ritzau, Atea, Finans.dk, DR

 

Mest Læste

Annonce