Lange udsigter til ny kriminel lavalder - DF undrer sig

Politik

06/10/2015 21:49

Nick Allentoft

Lars Løkke foreslog i 2014 at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år. Men et lovforslag lader vente på sig, og DF vil nu holde justitsminister Søren Pind i ørerne på spørgsmålet om sanktioner til helt unge.

En tidligere mærkesag for Lars Løkke Rasmussen (V) om at nedsætte den kriminelle lavalder er ikke lige om hjørnet. Regeringens lovprogram indeholder ikke ét ord om den sag, som tidligere har fyldt en del i den retspolitiske debat.

I en kronik i Berlingske i september 2014 kom den markante melding om at nedsætte lavalderen til 12 år. Lars Løkke havde sammen med tre andre partiledere - Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen og Søren Pape - skrevet kronikken. Siden har Dansk Folkeparti opfordret regeringen til at holde løftet fra valgkampen om at sænke den nuværende lavalder. Men i det lovprogram, som har set dagens lys tirsdag, er der altså endnu ingen konkrete udspil.

Og det vækker ikke begejstring hos Dansk Folkeparti, der længe har haft en sænkelse af den kriminelle lavalder til 12 år som mærkesag. Det undrer mig, at det ikke er med i lovkataloget, siger retsordfører Peter Skaarup.     - Der er jo på forhånd flertal for det, og vi vil holde ministeren oppe på det her. Vores tålmodighed er ikke ubegrænset, lyder det.   I regeringsgrundlaget i år kom der flere facetter til den blå model for en ungedomstol. Der skal indrettes "et helt nyt system for unge kriminelle," hed det. Og målet var at skræddersy sanktionerne til de helt unge lovovertrædere - også selv om de er under 15 år, fremgik det. Men nu maner Justitsminister Søren Pind (V) til eftertænksomhed, når det kommer til indretningen af det særlige ungdomssystem.

- Regeringen vil gentænke hele indsatsen mod ungdomskriminalitet, så vi bryder de unges kriminelle løbebane meget tidligt og tidligere end i dag, skriver han i en mail til Ritzau.

- Vi skal markere meget tydeligt over for den unge, at der er konsekvenser af deres handlinger, men vi bliver nødt til også at tænke i forebyggelse og i at få de unge på ret køl. Det har en på mange måder høj pris for vores samfund, hvis vi ikke bliver bedre til at få de unge ind i fællesskabet. Jeg er nu ved at få mulighederne analyseret i bund, og jeg handler på det, når jeg er blevet klogere på, hvad der virker, skriver Søren Pind.

Men den eftertænksomhed - hvor fornuftig den slags ellers i øvrigt er - fjerner ikke Dansk Folkepartis undren.   - Det er vigtigt, at man benytter det flertal, der er for forslaget - især når man selv har lavet en kronik og et lovforslag om lige præcis det her tidligere, siger Peter Skaarup.

Da Lars Løkke var statsminister i 2010, blev lavalderen sænket fra 15 til 14 år. Men under tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev grænsen atter hævet til 15.

/Ritzau/  

Mest Læste

Annonce