foto: ftf.dk

Lavt privat forbrug svækker EU-vækstpakke

Velfærd

26/11/2014 12:23

Suleman Haider

Højst usikkert, om EU’s store investeringsplan vil lokke private investorer til i det forventede omfang. Derudover betyder arbejdsløshed og krise, at virksomheder reelt mangler et marked. EU-landene har brug for offentlige investeringer, men har også brug for at borgerne har tillid til økonomien gennem ordentlige lønninger og sikre job, mener FTF.

Meget optimistisk. Sådan vurderer FTF den milliardplan, som EU-Kommissionen netop har lanceret.

Læs også: Tænketank: EU's milliardindsprøjtning er et godt første skridt

 Kommissionen afsætter 21 mia. euro til en fond, der skal få private investorer til at gå ind i dels store langsigtede projekter indenfor bl.a. infrastruktur, energi- og transport, dels få små og mellemstore virksomheder til at skrue markant op for deres investeringer. 

Tanken er, at private investeringer skal 15-doble EU's økonomiske bidrag til planen, så der i løbet af de kommende tre år bliver akkumuleret dels 240 mia. euro til langsigtede investeringer i bl.a. infrastruktur - dels 75 mia. euro til små og mellemstore virksomheder - i alt investeringer for 315 mia. euro. Over de kommende tre år skal vækstpakken kunne skabe 1-1,3 millioner nye job. 

Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, finder det positivt, at kommissionen forsøger at skabe vækst og flere job ved sætte gang i store projekter indenfor bl.a. infrastruktur, energi og transport. Men hun peger samtidig på, at det langt fra er sikkert, at milliardpakken vil lokke de private investorer til i det omfang, som EU-Kommissionen har kalkuleret med. 

"Det er godt at få gang i offentlige investeringer i store projekter som infrastruktur og energi til gavn for vækst og beskæftigelse - det er der stærkt behov for i de kriseramte EU-lande. Men det virker meget optimistisk, at Kommissionen satser på, at private investorer vil strømme til i så stort omfang. Private investorer går kun ind i projekter, hvis de kan få noget ud af det - uanset EU-garantier", siger Bente Sorgenfrey. 

Trængt marked for SMV'er 
Heller ikke i forhold til de små og mellemstore virksomheder vil EU-pakken være nogen mirakelkur, forudser FTF's formand. Resultatet af den del af den nye EU-fonds investeringer, der skal gå til små- og mellemstore virksomheders investeringer, afhænger af, at virksomhederne har efterspørgsel efter deres produktion, påpeger hun. 

"Det private forbrug er afhængigt af, at borgerne føler de kan bruge penge i stedet for at spare ekstra op, fordi de er usikre på offentlige velfærdsydelser fx i forbindelse med ledighed. Det gælder både i Danmark og de andre medlemslande", siger Bente Sorgenfrey. 

Hun peger også på, at EU-landenes fokus på offentligt underskud og offentlig gæld i den økonomiske politik gennem de senere år har gjort det svært at bruge finanspolitikken aktivt til at øge offentligt forbrug og på den måde medvirke til at sætte gang i vækst og beskæftigelse.

 

 

Mest Læste

Annonce