Poul Lindholm, afdelingsleder i Arbejdsmarked og Borgerservice i Lemvig Kommune, mener ikke, at velfærd kan 'copy-pastes, som Sophie Løhde lagde op til, da hun præsenterede sammenhængsreformen.
- Jeg er optaget af, at minister for offentlig innovation Sophie Løhde er ude og sige, at vi skal have en bedre offentlig sektor og bedre offentlige ledere. Og at vi skal kopiere det, som nogle gør godt et sted i landet, fx måden at drive plejehjem på, og gøre det samme andre steder i landet. Jeg ved ikke, om det ligefrem provokerer mig, men jeg har i hvert fald et andet og mere nuanceret syn på det. Jeg er optaget af, at jeg ikke vil ensrettes som leder.
– Det går ikke bare at kopiere ’systemer’. Dels er borgere og medarbejdere ikke de samme i København, Sønderjylland og Lemvig. Og dels mener jeg, at vi skal differentiere måden, vi er ledere på, og måden vi møder borgere på, så det modsvarer de lokale behov og forhold. Det er ikke nok kun at gøre det, et standardiseret system kræver. Det bliver hurtigt laveste fællesnævner. Det ser jeg med borgere, som skal udfylde deres CV på Jobnet. ’Systemet’ kræver det, derfor gør de det – men ofte ud fra et minimum og kun lige det, som skal til for at kunne sige, at de har levet op til systemets krav. Så har man i mine øjne ikke forstået ’systemet’. Eller også har ’systemet’ ikke forstået borgeren. Og det er vel ikke sådan en offentlig sektor, vi vil have?
Hvor søger du inspiration til at tænke nye tanker som leder?
– Jeg kan rigtig godt lide Mikael Kambers bog: ”Vi er bedst, når vi er glade”. Jeg er optaget af, at vi skal finde det bedste frem i os alle. Jeg mødte en hjemløs, noget forhutlet og usoigneret fyr for nogle år siden. Han havde mange tanker om at ville redde verden og ville gerne have dem trykt på krus og t-shirts, men havde jo ikke penge til at leve sine tanker ud. Forleden stødte jeg så ind i ham igen, og nu solgte han Hus Forbi. Her havde han skrevet nogle af sine tanker om at redde verden ned på avisens forside. Sådan noget inspirerer mig.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
– Det gør ”Stop stress – håndbog for ledere” af Malene Friis Andersen og Marie Kingston. Det gør den, fordi jeg er optaget af at være foregangsmand i at sikre et godt arbejdsmiljø for mine medarbejdere. Men også fordi jeg selv er presset af og til, så jeg håber, at bogen kan hjælpe mig.
Når jeg læser Poul Lindholms og Bjarne Ruberg Larsens indlæg, bliver jeg inspireret og får lyst til at opfordre andre til at læse om deres gode ideer - og hvorfor det? Fordi andre måske også kunne blive inspireret og bruge det i deres daglige arbejde.
Det paradoksale er så, at de to skribenters budskab er, at vi ikke skal lade os inspirere af hinanden og kopiere gode ideer og erfaringer. Det gælder jo så nok også deres egne erfaringer?
"Man skal ikke opfinde den dybe tallerken, hvis den allerede er opfundet" - det budskab gælder også ift. offentlig forvaltning. Og selvfølgelig skal man ikke bare kopiere uden at bruge sin sunde fornuft og sortere i det input, man får. Men undlade at lade sig inspirere og kopiere fra andre giver ikke mening.
Jeg er enig med Steen Ehlers - det stopper eller som minimum forsinker meget god udvikling - udvikling, som skal komme borgerne til gode.
Det er vel næppe nogen overraskelse, at vi lærer i samspil med og af andre på både godt og ondt. Det, der nogle gange umiddelbart fremstår som det bedste, er ikke nødvendigvis det rigtige, hverken, at kopiere eller at lære af.
For år tilbage arbejde jeg i et metodeudviklingsprojekt rettet til kommunale frontmedarbejdere, der arbejdede med de mest marginaleseride unge (nutidsprog utilpassede unge). På min tur rundt på institutioner og særlige fritidshjem, stødte jeg på en del hengemte og meget lidt brugte gocards.
Bag disse gemte der sig en historie om at lære fra dem med de bedste resultater. Den umiddelbare forklaring på cocarden var, at det skulle være et sundt alternativt til at stjæle biler og ræse vildt rundt på de danske veje med en større kortege af politibiler efter sig - Den ambition lykkedes ikke. Derimod lykkedes det mig, at opspore kilden, der var kopieret fra - et kommunalt fritidshjem. De - eller rettere pædagogen, havde succes med cocard kørsel og en del at dansk motorsports største succeser er født fra den klub. Pædagogen bag succesen brændte for motorsport og cocard. En pædagog, der mødte de unge med den begejstring i fællesskab med unge uden smålig skelen til deres forhistorier. Et møde med unge gennem en smittende passion, der gjorde forskellen for de unge. Det var det, der skabte succes og ikke cocards.
Nu kunne man sige, at det er elementær socialpædagogik i usædvanlige læreprocesser. De hengemte cocard rundt omkring var dog finasieret gennem centrale puljer og gennemarbejdede projektansøgninger for at lære af de bedste.
Jeg kan godt følge lederens skepsis. Cocarden var et eksempel på et utal af forsøg og projekter på at lære fra de bedste.
At når der er succes så må den kopieres analog til andre uden succes. Hvis det skaber udbrændte, trætte, initiativløse medarbejdere og ledere, der møjsomligt udfylder skemaer med mål og delmål i alenlange dokumentationer, har man lige præcis ikke lært noget fra det bedste.
Succes skabes af passion og reel tilstedeværelse - det kan man også lære af eller blive smittet af fra andre . Lige nu kan jeg umiddelbart komme i tanke om et par centrale udmeldte kopi'er, der er ved at blive udbredt nationalt - som næppe bliver til succes lokalt - altså flere cocards.
En noget underlig reaktion. Sophies oplæg forhindrer jo ikke, at Poul Lindholm nøjes med at tage det bedste fra andre kommuner. Det afgørende er, at han udviser villighed til at lære af andre frem for at tro, at han har alle de bedste løsninger selv.
Og ja selvfølgelig skal lokale forskelle have lov til at spille ind.
Men reaktionen minder mere om den typiske "not invented here", der stopper al udvikling.