Ingerlise Jordahl er frivillig på plejehjemmet Lindevænget i Randers Kommune. Foto: Randers Kommune

Lettere at være frivillig

Velfærd

12/12/2013 09:56

Freja Eriksen

Det er blevet lettere at være frivillig i Randers Kommune. Sådan lyder det fra frivillige godt et år efter, at Mette Søby blev ansat som frivilligkoordinator i område Syd i Randers Kommune

Hvem skal jeg henvende mig til, hvis jeg har gode ideer til projekter, hvad må jeg egentlig lave som frivillig, og hvem kan give mig gode råd? Det er spørgsmål, som mange frivillige møder. For at besvare spørgsmålene kan de nu henvende sig til én person – deres frivilligkoordinator.

Altid én at gå til

”Det gør mit arbejde lettere, at der er kommet en frivilligkoordinator. Vi kan både diskutere, og jeg kan få gode råd. Nu har jeg altid én, jeg kan henvende mig til, og det er det, der giver mening for mig,” forklarer Jette Iversen, frivillig på Lindevænget.

Mette Søby deltager ofte i møder med de frivillige, hvor hun hører om deres ideer og hvilke projekter, de gerne vil igangsætte. ”Jeg har for eksempel bedt hende om at få skrevet en artikel om datastuen, og så gør hun det bare. Det er dejligt,” siger Ingerlise Jordahl, frivillig på Lindevænget.

Lige nu taler de frivillige om at dekorere indgangen ved Lindevænget med en collage, der viser alle de aktiviteter som områdecenteret tilbyder, blandt andet siddedans og strikkeklub.

Stor betydning på sigt

Til trods for at det er blevet lettere at være frivillig, tror de frivillige på, at de i fremtiden vil kunne mærke det endnu mere i hverdagen, at der er kommet en koordinator.

”På sigt vil det også få betydning, at der er en frivilligkoordinator, fordi flere ting vil kunne lade sig gøre. Jeg kan forestille mig, at Mette vil finde på mange nye projekter, som vi kan være en del af,” fortæller Ingerlise Jordahl.

Giveligt samarbejde

Mette Søbys opgave er, sammen med Line Fiil Andersen, frivilligkoordinator i område Nord og Sigrid Vest Arler, frivilligkoordinator i område Vest, blandt andet at afdække hvilke opgaver samt hvor mange opgaver de frivillige varetager.

”Allerede nu kan jeg mærke, at nærkontakten har stor betydning for de frivillige. Jeg gør mig meget umage med at etablere en god kontakt til dem, og det medfører, at de bliver trygge ved at henvende sig til mig. Nærkontakten gør, at der også kommer noget den anden vej, hvilket skaber et rigtig giveligt samarbejde, og det kommer borgerne til gode i sidste ende,” forklarer Mette Søby.

 

Mest Læste

Annonce