Løkke truer med valg: Inviterer blå partier til krisemøde

Politik

24/02/2016 14:10

Nick Allentoft

Løkke forsøger med egne ord at løsne gordisk knude i stedet for at hugge den over enten ved at udskrive valg eller fyre sin minister. Blå partier indkaldt til krisemøde.

Statsministeren sætter regeringens liv ind på at redde sin fødevare- og miljøminister for at undgå en glidebane, hvor tilfældigheder kan trække tæppet væk under en af hans ministre.

Sådan lød budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen på en kort orientering af pressen i Statsministeriet kl. 13.38 i dag.

“For mig handler det om langt mere end landbrugspolitik men om det borgerlige projekt er levedygtigt. Om der er tillid til partierne. Det har vi brug for at finde ud af,” sagde Løkke.

Han lagde ikke skjul på sin undren over, at den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, har udtrykt mistillid til Eva Kjer Hansen.

“Situationen er den at ministeren har gennemført præcis den pakke, som ikke bare regeringen men alle borgerlige partier gik til valg på. Men trods af det er der nu ikke tillid til ministeren. Må spørge sig selv, om den mistillid er af en sådan karakter, at den fører til at det borgerlige samarbejde kører fast,” sagde Løkke.

Krisen i regeringsblokken har ifølge statsministeren skabt en gordisk knude, som grundlæggende udfordrer tilliden mellem regeringen og dens støttepartier.

“Nu står vi i sandhed i en skæbnestund, med noget af en gordisk knude. Så siger man om gordiske knuder, at dem skal da bare hugge over,” lød det fra Løkke.

“Den ene måde er at jeg skiller mig af med ministeren. Men hende nærer jeg sådan set tillid til. Hende anser jeg som en dygtig og hårdt arbejdende minister, som loyalt har arbejdet for at gennemføre den politik som de blå partier gik til valg på. Så det er ikke nogen særlig attraktiv løsning, for vi kan jo ikke have et tillidsfuldt samarbejde hvor man pludselig trækker taburetten væk under en minister.”  

Derefter kom advarslen, der kan få alle alarmklokker til at ringe i partiapparaterne.

“Den anden måde er at udskrive folketingsvalg. Det er bestemt også en mulighed, men rummer en risiko. Man kan spørge om danskerne vil det så kort tid efter et valg. Det ville også kunne betyde at ansvaret bliver spillet i hænderne på nogen andre. At det pludselig bliver de radikale der skal sidde for bordenden når flygtningekrisen skal løses. At SF og Enhedslisten skal sidde med, når det skal skabes vækst og udvikling,” advarede statsministeren.

Derefter gav han den aktuelle regeringskrise nogle flere timer, og lagde op til forhandlinger i samtaler i blå blok.

“Det forekommer mig ikke særligt attraktivt at hugge den over. Derfor vil jeg forsøge at løsne den og række hånden frem til de Konservative. Derfor har jeg inviteret partilederne til forhandlinger kl. 16.00 i eftermiddag. Så må det afklare om der kan findes en mindelig løsning,” fortalte Lars Løkke Rasmussen, og gentog sit behov for at afklare, om der tillid mellem partierne i den borgerlige blok.

 

Mest Læste

Annonce