Løsning for lån i feriefond på plads

Nu er der afklaring for låntagerne i Arbejdsmarkedets Feriefond. Det berører bl.a. en række handicap- og kulturinstitutioner. Der er fundet en model, hvor lånmodtagerne får hele eller langt størstedelen af lånet afskrevet samtidig med, at der bliver tilbagebetalt beløb, der kan hjælpe udsatte familier og børn på ferie.

Det er efter et længere forløb lykkedes at finde en løsning for bl.a. en række handicap- og kulturinstitutioner, som har lån i Arbejdsmarkedets Feriefond. Hver tredje låntager får afskrevet lånet fuldt ud. Resten får afskrevet deres lån med henholdsvis 90 pct. og 80 pct.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

"Mit fokus har været at få afsluttet denne sag, og jeg glæder mig over, at der nu er fundet en løsning. Det har været vigtigt for mig, at låntagerne hurtigst muligt fik klarhed over deres situation."

"Jeg synes, at sagen nu er landet rigtig fint. Det er lykkedes at lande en løsningsmodel, hvor vi både tilgodeser låntagerne samtidig med, at der også er penge til at hjælpe udsatte familier til at få nogle gode ferieoplevelser."

"Jeg kan godt forstå, at låntagerne har været frustrerede. Det har været et langstrakt forløb, fordi reglerne omkring statsstøtte er komplicerede. Nu har dialogen med EU-Kommissionen båret frugt, og aftalekredsen er enige om, at det er den bedst mulige løsning, hvor vi tilgodeser alle hensyn."

Kulturminister Joy Mogensen siger:

"Nu er der endelig sat et punktum for et meget langt forløb. Jeg er glad for, at der er fundet den bedst mulige løsning, så kulturinstitutionerne kan få den afklaring, de har ventet på."

Handicap- og kulturinstitutioner, der med den nye model fortsat har en restgæld efter afskrivning, har to valgmuligheder. Enten kan man betale den resterende hovedstol fuldt ud, eller også kan man vælge at overgå til et nyt lån over 25 år med 2 pct. rente.

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også