Lykketoft: Jeg genopstiller ikke til Folketinget

- Jeg har dagbogsnotater fra de sidste 42 år. De fylder en hel hylde i klædeskabet, siger Lykketoft efter meddelelse om at han vil forlade politik efter næste valg.

Den tidligere socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.
 
På partiets kongres i Aalborg siger han fra talerstolen, at han ikke genopstiller for 13. gang.
 
- Jeg har kæmpet for, forklaret, forsvaret og udviklet dette partis politik gennem over 50 år. I 35 år, halvdelen af mit liv, har jeg været valgt til Folketinget, siger Mogens Lykketoft og høster et stort bifald.

Fra 1. oktober og frem til næste valg er den nu afgående formand for FN's Generalforsamling tilbage på sin plads i Folketinget. Men det 70-årige socialdemokratiske koryfæ genopstiller ikke ved det næste folketingsvalg.

- Jeg kan godt tænke mig, mens jeg stadig har en masse kræfter, at kunne gøre nogle andre ting. Det er ikke noget med at slippe taget i noget. Men man kan godt hjælpe det her parti uden at sidde i Folketinget. Jeg synes, jeg har taget min tørn, uddyber han efter talen.
 
Første gang Mogens Lykketoft blev minister var som skatteminister i 1981. Ad flere omgange sad han som finansminister op gennem 1990'erne, og siden sluttede han sin ministertid af som udenrigsminister i 2001.
 
Da Poul Nyrup Rasmussen tabte regeringsmagten samme år, overtog Lykketoft formandsstolen i partiet. Det lykkedes dog ikke Mogens Lykketoft at vinde over Anders Fogh Rasmussen, og den socialdemokratiske formand trådte derfor tilbage i 2005, hvor han overlod tøjlerne til Helle Thorning-Schmidt.
 
Senest har Lykketoft været formand for Folketinget under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode, inden han forlod dansk politik i et år for at være formand for FN's Generalforsamling i New York.
 
Mange vil nok særligt huske ham for hans lange tid som finansminister.
 
- Det er klart, at den længste indsats var som finansminister. Vi fik faktisk 250.000 danskere i arbejde. Det, synes jeg, er det mest håndgribelige, jeg har været med til at bidrage til.
 
Han har dog ikke planer om at skære ned på arbejdstiden, når han forlader Folketinget. I stedet vil han skrive sine erindringer.
 
- Jeg har dagbogsnotater fra de sidste 42 år. De fylder en hel hylde i klædeskabet, siger han.
 
BLÅ BOG: Lykketoft nærmer sig politisk afslutning
70-årige Mogens Lykketoft har været medlem af Folketinget i halvdelen af sit liv og er netop vendt tilbage efter en periode som formand for FN's Generalforsamling. Når det næste valg udskrives er det imidlertid slut med den politiske karriere. Mogens Lykketoft genopstiller ikke.
 
Herunder kan du få et overblik over hans liv, hvor han har haft mange forskellige poster i dansk politik.
 
* Født: 9. januar 1946 i København.
 
* Søn af farvehandler Axel Lykketoft og Martha Lykketoft.
 
* Gift med journalist Mette Holm
 
* Har to døtre fra et tidligere forhold. Har desuden været gift med tidligere kulturminister Jytte Hilden (S)
 
Uddannelse:
 
* Matematisk student 1964
 
* Cand.polit. 1971
 
Erhverv:
 
* Afdelingsleder i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1975-1981
 
Politisk karriere:
 
* Medlem af Folketinget fra 1981
 
* Minister for skatter og afgifter 1981-1982
 
* Socialdemokratiets politisk-økonomiske og finanspolitiske ordfører 1988-1991
 
* Politisk ordfører 1991-1993 og 2001-2002
 
* Finansminister 1993-2000
 
* Udenrigsminister 2000-2001
 
* Socialdemokratiets formand 2002-2005
 
* Formand for Folketinget 2011-2015
 
Publikationer og andet:
 
* "Skattereform 78?" 1978
 
* "Sans og samling - en socialdemokratisk krønike" 1994
 
* "Kina drager" sammen med Mette Holm 2006
 
/ritzau/
Emneord: Mogens Lykketoft, Farvel til Folketinget, Socialdemokraterne
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også