Måling: Blå blok står til sikker valgsejr

Politik

25/05/2015 15:36

Mikkel Sarka

Regeringen og rød blok halser fortsat et stykke efter blå blok, viser seneste måling fra Voxmeter. Thorning står over for gyser-beslutning, mener kommentator.

Nøglerne til Statsministeriet hænger nærmest og dingler foran Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. I hvert fald hvis man skal tro den seneste meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Blå blok står i målingen til en samlet opbakning fra 54,3 procent af vælgerne. Modsat kan regeringen og resten af rød blok blot mønstre opbakning fra 45,6 procent af vælgerne.

Begge procenttal er inklusive stemmerne fra henholdsvis Kristendemokraterne og Alternativet. Men begge partier er imidlertid langt fra spærregrænsen i målingen, og de ser dermed ikke til at udløse mandater.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står over for en gyser-beslutning, når hun i løbet af kort tid skal beslutte endeligt om valget skal udskrives på denne side af sommerferien.

- Afstanden mellem blokkene er meget stor. Thornings momentum fra foråret er stoppet, og fronterne mellem regeringssiden og oppositionen lader til at være frosset fast, siger han.

- Thorning kan satse på at løbe tre-fire procentpoint - måske 4,5 procentpoint - ind i løbet af en valgkamp. Så det bliver lige til øllet, og der er ingen tvivl om, at sådan en måling her er en bitter pille at sluge for statsministeren, siger Hans Engell.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, er ikke meget for at vurdere, hvorvidt regeringen og resten af rød blok kan indhente omkring 4,5 procentpoint under en valgkamp.

- Vi er optaget af at skabe resultater, og de er jo begyndt at vise sig nu, uanset om det er beskæftigelsen, industriproduktionen eller forbrugertilliden, du kigger på. Og det håber vi jo, at befolkningen kvitterer for på valgdagen, siger hun.

I målingen rammer Socialdemokraterne stort set valgresultatet fra det seneste folketingsvalg i 2011. Men rød blok som helhed halser langt efter og står kun til 79 mandater mod blå bloks 96. 

Faktisk ville Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ikke behøve de seks konservative mandater for at opnå flertal, hvis målingen blev omsat til et valgresultat.

- Jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg gerne så, at vi stod lidt bedre, især i forhold til blokkene, siger Maja Panduro.

- Jeg synes jo, det er vigtigt, at vi har en statsminister, som kan holde hovedet koldt, også når det er svært, tilføjer hun.

Det er især de Radikale og SF, der står til vælgerlussinger ved det kommende valg. Selvom det har set langt værre ud for Pia Olsen Dyhrs tropper, står partiet til 6,2 procent af stemmerne mod 9,2 procent ved seneste valg.

De Radikale, der fik 9,5 procent ved valget i 2011, ligger til 5,8 procent.

FAKTA: Sådan fordeler stemmerne sig

Blå blok fører klart over regeringen og dens støttepartier i ny måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Voxmeter har for Ritzau i den forgangne uge foretaget telefoninterview med 1029 repræsentativt udvalgte vælgere. Stemmerne fordeler sig således (tal i parentes er fra seneste folketingsvalg i 2011):

Socialdemokraterne: 24,7 procent (24,8)

De Radikale: 5,8 procent (9,5)

De Konservative: 3,2 procent (4,9)

Socialistisk Folkeparti: 6,2 procent (9,2)

Liberal Alliance: 7,8 procent (5,0)

Kristendemokraterne: 1,1 procent (0,8)

Dansk Folkeparti: 18,4 procent (12,3)

Venstre: 23,8 procent (26,7)

Enhedslisten: 7,7 procent (6,7)

Alternativet: 1,2 procent (-)

Blå blok samlet: 54,3 procent

Rød blok samlet: 45,6 procent

Estimerede mandater: 96-79 til blå blok

1029 repræsentativt, tilfældigt udvalgte personer over 18 år har deltaget i målingen, der er baseret på telefoninterview foretaget i perioden 18. til 24. maj. 21 procent af de adspurgte er i tvivl om deres partivalg - de optræder ikke i målingen.

Den maksimale statistiske usikkerhed er 2,6 procentpoint (gældende for Socialdemokraterne og Venstre som de største partier i målingen). Herefter falder den statistiske usikkerhed i takt med partiernes størrelse.

Kilde: Voxmeter for Ritzaus Bureau

 

Mest Læste

Annonce