Mads Koch Hansen stopper på Sygehus Lillebælt

27/01/2020 10:11

Efter fem år som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt stopper Mads Koch Hansen for at etablere sin egen virksomhed.

Mads Koch Hansen vil etablere sin egen konsulentvirksomhed, hvor han blandt andet vil tilbyde ledelsescoaching og konsulentydelser vedrørende sundhedsplanlægning. Derfor stopper han som topleder på Sygehus Lillebælt den 30. juni 2020.

51-årige Mads Koch Hansen har i noget tid syslet med tanken om at blive selvstændig:

- I forbindelse med min ansættelse i 2015 havde jeg en ambition om at være her i fem år, og det har jeg været til sommer. Jeg har i noget tid haft lyst til at arbejde som selvstændig og udnytte de kompetencer, jeg har, og bidrage til udviklingen i sundhedsvæsenet. Jeg er 51 år, så hvis jeg skal gøre det, skal det være nu. Jeg er virkelig stolt over og glad for at arbejde på sygehuset. Sygehus Lillebælt står utroligt stærkt – både fagligt og ledelsesmæssigt – og det vil det også gøre, når der kommer en ny lægelig direktør.

En engageret direktør

Regionsdirektør Jane Kraglund, som er Mads Koch Hansens nærmeste leder, siger:

- Mads Koch Hansen er en nytænkende og engageret direktør, der gerne blander sig i debatten om, hvordan vi skal indrette vores sundhedsvæsen. Han har sin store andel i, at Sygehus Lillebælt er et rigtig godt sygehus med et velfungerende akutsygehus i Kolding og dygtige specialsygehuse i Vejle og Middelfart. Udgangspunktet for Mads har hele tiden været, at sygehuset skal dreje sig om patienten. Mads har også ydet et stort bidrag til, at der er et godt samarbejde mellem Sygehus Lillebælt, kommunerne og de praktiserende læger i trekantområdet. Jeg vil gerne ønske Mads held og lykke med sit fremtidige virke.

Med i topledelsen på Sygehus Lillebælt

Mads Koch Hansen udgør som lægelig direktør den øverste ledelse på Sygehus Lillebælt sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen.

Alle direktører i direktionen på Sygehus Lillebælt refererer direkte til regionsdirektør Jane Kraglund.

Stillingen som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt bliver slået op snarest muligt.

Mads Koch Hansen

Mads Koch Hansen er uddannet læge fra Aarhus Universitet med speciale i anæstesiologi og var fra 2005 til 2008 afdelingslæge på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Han blev derefter ledende overlæge på anæstesiologisk afdeling på sygehuset i Horsens. Fra 2010 til 2013 var han samtidig leder af lægebilen på Horsens Sygehus.

I 2015 blev han ansat som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt.

Mads Koch Hansen var desuden fra 2010 til 2015 formand for Lægeforeningen og har i sin karriere besiddet flere tillidsposter.

Mest Læste

Annonce