To mænd tiltalt for bestilt overfald på ansat i Skat

Velfærd

01/02/2018 09:46

Freja Eriksen

37-årig betalte 50.000 kroner for et overfald på en medarbejder i Skat. Nu er to mænd i retten for overfaldet.

Tidligt om morgenen den 14. marts sidste år forlod en medarbejder i Skat sit hjem på en landejendom ved Silkeborg for at tage på arbejde.

Men ude i morgenmørket ventede en maskeret mand på hende. 

Han overfaldt hende med slag og spark, og da hun lå værgeløs på jorden, fik hun flere spark i ansigtet og på kroppen, så hun brækkede kæben og flere ribben.

Torsdag tager Retten i Viborg hul på sagen mod to mænd på 29 og 48 år. Den ene menes at have holdt vagt og ventet i flugtbilen, mens den anden overfaldt kvinden.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvilken rolle de to tiltalte hver især menes at have haft.

De to mænd havde dog ikke et personligt udestående med den ansatte i Skat. Overfaldet var en bestillingsopgave.

I begyndelsen af december blev en 37-årig forretningsmand fra Københavns-området i en tilståelsessag idømt halvandet års fængsel for at have bestilt det grove overfald.

Han havde set sig sur på den ansatte i Skat på grund af sagsbehandling og afgørelser vedrørende hans virksomhed. 

Derfor havde han betalt sin bror og en anden mand 50.000 kroner for at overfalde hende. Ifølge hans forklaring var det meningen, at hun skulle have nogle lussinger og "sættes op mod en mur".

I sin begrundelse for dommen på halvandet års fængsel, sagde dommeren ifølge Midtjyllands Avis, at der var tale om et "nøje planlagt og groft voldsforhold".

Anklagemyndigheden er dog ikke tilfreds med dommen. Sidst i december besluttede Statsadvokaten i Viborg at anke den til Vestre Landsret.

Sagen vakte stor opsigt. Ifølge specialanklager Lise Hebsgaard har der aldrig været lignende tilfælde i Danmark, og den fremkaldte da også flere kommentarer fra politisk hold, da den blev kendt.

- Det er i alles interesse at få sagen afsluttet, og at de skyldige bliver draget til ansvar for deres meningsløse ugerning, udtalte skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Hvis de to mænd kendes skyldige, kræver anklagemyndigheden ud over en fængselsstraf, at de 50.000 kroner, som de angiveligt fik for overfaldet, konfiskeres.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce