Mange skoler har afskaffet lektierne

Lektiefri klasser vinder frem i danske skoler. Eksperter har delte meninger om konsekvensen for eleverne.

En lang række af landets folkeskoler og frie grundskoler har helt afskaffet lektier i en eller flere klasser. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I en rundspørge udført af avisen - hvor 454 skoleledere har svaret på spørgsmålet om lektier - svarer hver fjerde skoleleder, at skolen i enkelte eller alle klasser har valgt at integrere lektier i undervisningen.


Det vil sige, at der i hvert fald er over 100 skoler i Danmark, hvor nogle elever hverken skal lave lektier hjemme eller i en lektiecafé efter skole.

- For os er det ikke et mål i sig selv, at børn skal lave lektier. Børnenes lyst og motivation til at gå i skole vokser, når ingen er sat af fra start, fordi de ikke har fået lavet lektier, eller fordi deres forældre ikke har kunnet hjælpe dem, siger Marianne Risager-Hansen til Kristeligt Dagblad.

Hun er skoleleder på Gasværksvejens Skole i København, hvor elever på mellemtrinnet ikke har haft lektier for siden sommerferien sidste år.

Når man spørger eksperter, er der delte meninger om, hvorvidt det er en god idé at lade eleverne slippe for de klassiske hjemmeopgaver.


Flemming B. Olsen, ph.d. og forsker i lektiers betydning for indlæring ved Syddansk Universitet, er begejstret.

- Mange undersøgelser har efterhånden vist, at hjemmeopgaver ikke har nogen positiv effekt. Man bliver ikke dygtigere eller mere selvstændig af at sidde alene hjemme eller på skolen efter undervisningen og skrive stil eller løse matematikopgaver, siger han til Kristeligt Dagblad.

                        Læs også: V & DF: Nej til lektiefri skoler

Peter N. Allerup, professor på Center for Grundskoleforskning på Aarhus Universitet, er derimod mere skeptisk over udviklingen.

- Selve idéen med lektielæsning er, at elever på egne vilkår og selvstændigt skal arbejde med nogle opgaver. Jeg kan godt være bekymret for, om eleverne er i stand til at fordybe sig, hvis de hele tiden har mennesker omkring sig, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Emneord: Folkeskole, Børn, Unge, Lektier, Folkeskolereform, Lektiefri, Lektiecafe
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også