Markant større ledergrupper i det offentlige

Ledelse

28/04/2016 13:00

Teglkamp & Co

En undersøgelse viser markant forskel på antallet af medlemmer af ledergruppen i offentlige og private virksomheder.

Teglkamp & Co har undersøgt, hvilken betydning ledere selv lægger i ledergruppens størrelse. Det er der kommet en række spændende resultater ud af. 244 har deltaget i undersøgelsen om ledergruppens størrelse.

Hele undersøgelsen kan læses på www.teglkamp.dk

Læs mere fra Teglkamp & Co

Susanne Teglkamp fra konsulentbureauet Teglkamp & Co blogger om ledelse og lederskab. Læs mere om Teglkamp og flere indlæg her.

I det offentlige er ledergrupperne markant større end i det private

Undersøgelsen viser, at ledergrupperne i det offentlige generelt er større end i det private. Eksempelvis sidder hver 3. af de offentlige deltagerne i ledergrupper med 9 eller flere medlemmer. Tilsvarende sidder kun godt hver 10. af de privatansatte deltagere i så store ledergrupper.

Når det kommer til de helt små ledergrupper er de privat ansatte klart mere repræsenteret. Hver 3. af de privatansatte kommer fra ledergrupper med mellem 2 og 4 medlemmer, hvorimod kun hver 5. offentligt ansatte deltager sidder i så små ledergrupper.

Det er interessant, at der er denne forskel på størrelsen af offentlige og private ledergrupper. Undersøgelsen siger ikke noget om, hvorfor der er denne forskel. Min hypotese er, at der i det offentlige er tradition for mere demokratiske processer, hvor flere skal høres og have indflydelse. Det smitter af på ledergruppen, hvor man hellere tager for mange end for få med.

Small is beautiful

Hos deltagerne i undersøgelsen er der ingen tvivl – det er optimalt med mellem 3 og 7 medlemmer i ledergruppen.

Både ledere i det offentlige og i det private har et generelt ønske om mindre ledergrupper. I det offentlige er der en markant større forskel på ledergruppens faktiske størrelse og den størrelse, som de offentlige ledere finder mest optimalt.

Eksempelvis sidder knapt hver 4. deltager fra det offentlig i en ledergruppe med 10 medlemmer eller derover. Men kun knapt hver 10. deltager finder det optimalt at sidde i så store ledergrupper.

8 ud af 10 offentlige ledere peger på en ledergruppe størrelse på 3-7 medlemmer som det optimale – altså væsentlige færre medlemmer end i ledergrupperne i dag.

Når så stor en andel af de offentlige leder har peget på mindre ledergrupper som det optimale, kan det give et fingerpeg om, at vi måske i fremtiden kommer til at se ledergrupper med færre medlemmer i de offentlige organisationer.

Størrelsen løser ikke alle ledergruppens problemer

Undersøgelsen viser også, at de dårligst fungerende ledergrupper gerne vil reducere antallet af medlemmer i ledergruppen. Når de dårligst fungerende ledergrupper lægger stor vægt på at blive færre medlemmer i ledergruppen, kan det handle om, at man tror, at det bliver nemmere, hvis man er færre.

At reducere størrelsen kan selvfølgelig gøre nogle ting nemmere, men risikoen for at de grundlæggende udfordringer stadig findes i ledergruppen er stor.

Det er værd lige at minde om, at en ændring af ledergruppens størrelse sjældent løser helt grundlæggende problemer omkring en ledergruppe. Hvis en ledergruppe er dårligt fungerende, handler det oftest om dårlig ledelse af ledergruppen, konfliktskyhed, manglende kompetencer, forskellige holdninger til strategien snarere end at ledergruppen er for stor.

Yderligere oplysninger: Direktør Susanne Teglkamp, Teglkamp & Co., telefon 48 22 11 41 / 21 60 29 99, e-mail: [email protected]

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført over internettet i løbet af juni og juli måned 2015. Undersøgelsen er anonym. Der er indkommet ialt 244 besvarelser.

 

Mest Læste

Annonce