Medarbejderne har nøglen

Ledelse

10/06/2014 16:34

Suleman Haider

Alle de kreative forslag fra de ansatte i Region Nordjylland bliver samlet ét sted: På Idéklinikken.

Det er medarbejderne på alle niveauer, der kan se, hvor arbejdet kan gøres, lettere, smartere og bedre. Derfor er deres idéer udgangspunktet for Region Nordjyllands innovationsenhed, Idéklinikken.

Her hjælper de 20 ansatte de gode indfald med at blive til virkelighed. Idéklinikkens personale er derimod ikke opfindere, betoner leder Flemming Eriksen.

Medarbejderne i alle hjørner af regionen kender opgaverne og rutinerne bedre end nogen andre, og de ser både problemerne i dagligdagen og har forslag til at løse dem.

”Men i deres travle dagligdag har de sjældent tid til – og måske heller ikke altid kvalifikationerne til – at gøre deres gode tanker til egentlige løsninger. Det kan vi så hjælpe dem med,” siger Flemming Eriksen.

Slut med ilt til småbørn

Idéklinikken samler idéer og løsninger fra regionens 14.500 medarbejdere og undersøger, om der er potentiale i at videreudvikle dem. Medarbejderne kan både aflevere forslag til konkrete produkter og præsentere Idéklinikken for problemstillinger, som de gerne vil have hjælp til at løse.

Et eksempel på et produkt er en såkaldt iltsut, som en sygeplejerske fik idéen til. Når små børn er blevet opereret, skal de have ekstra ilt, mens de vågner op. Men det kan være svært at få et barn på et par år til at lade være med at pille en generende iltmaske af. Ved at sætte iltslanger på sutten skaber man en iltrig zone lige under næsen, som al vejrtrækning går igennem, fordi munden er lukket om sutten.

Fejl blev næsten udryddet

En af de problemstillinger, som Idéklinikken har fået ind, handlede om fejl på to ubemandede depoter, hvor der ligger blodportioner til operationer og transfusioner. Fejlene havde ikke fået nogen konsekvenser for patienterne, men i snit skete der 60 af den slags utilsigtede hændelser hvert år.

”Så kørte vi et projekt, hvor vi så på alle aspekter af proceduren for at afhente blod. Sammen med det personale, der arbejder med området til hverdag, holdt vi workshops, foretog interviews og lavede observationer. Det førte til nogle enkelte ændringer i proceduren – og i 2013 var der kun én utilsigtet hændelse,” forklarer Flemming Eriksen.

På den måde har man højnet sikkerheden for patienterne, og sygehuspersonalet undgår at bruge tid på den administrative proces, som enhver utilsigtet hændelse skal igennem.

Unødvendigt armbånd sløjfet

En anden problemstilling var, at sygehuspersonalet brugte meget tid på at skifte ID-armbånd på patienterne. Hver gang en patient blev flyttet til en ny afdeling, skulle patientens armbånd med personlige oplysninger byttes ud, fordi reglerne krævede, at armbåndet fortalte, hvilken afdeling patienten hørte til på.

”Vi gravede i, hvem der brugte afdelingsdataene, og det var der ingen, der gjorde. Det var et levn fra fortiden. Så nu er vi i gang med at fjerne den information, og dermed kan man have samme armbånd på under hele indlæggelsen,” siger Flemming Eriksen.

Når ændringerne er fuldt implementeret, vil regionen kunne spare omkring 1,5 mio. kr. om året. Og samtidig slipper medarbejderne for en opgave, der for de fleste virkede meningsløs.

Bredt netværk blandt medarbejdere

Ud over at have en hjemmeside, hvor man kan indsende idéer, har Idéklinikken såkaldte idéguider ude på sygehusafdelingerne. Det er læger, sygeplejersker og andet klinisk personale, der har taget et kursus i innovation og dermed kan være Idéklinikkens udvidede netværk.

”Vi tror, at meget går tabt, fordi medarbejderne ikke kender til Idéklinikken, eller fordi de tænker, at deres idé nok ikke er noget for os. Med idéguiderne kan medarbejderne gå til deres kolleger, som kan være et første filter. Vi har uddannet dem til at kunne stille de første spørgsmål og vurdere, om der kan være værdi i den,” siger Flemming Eriksen.

Er der det, tager Idéklinikken over og arbejder videre sammen med medarbejderen bag idéen. Her har man i nogle tilfælde mulighed for at frikøbe medarbejderen i en kortere periode.

”Vi er meget afhængige af, at de, der melder idéer ind, er klar til at være en del af processen. Typisk skal idéen vendes mange gange, og det er slet ikke sikkert, at den ender, som den først er tænkt. Derfor er det vigtigt at have dem med, der skal bruge løsningen i sidste ende, så kvaliteten bliver god nok,” fortæller Flemming Eriksen.

Mest Læste

Annonce