Én af velfærdsstatens fædre, den engelske sociolog TH Marshall opererede med tre slags medborgerskab: Det politiske medborgerskab, som giver nogle formelle rettigheder, som fx valgret. Det civile medborgerskab, som handler om retten til at ytre sig, og endelig det sociale medborgerskab. Det sidste forstår vi ofte i dansk og nordisk sammenhæng som elementære goder på tre områder: at have basale materielle ting som mad, tag over hovedet, tøj på kroppen, at være noget i kraft af viden, uddannelse, kunnen, arbejde, del af et arbejdsfællesskab, og at elske, dvs. have nær tilknytning til familie og venner.
Hvem stemmer - og hvem ikke?
At manglende opfyldelse af disse elementære behov, forhindrer aktiv udnyttelse af det civile og politiske medborgerskab er ikke noget nyt. Og derfor kan det selvfølgelig ikke komme som nogen overraskelse, at interesse for politik ikke udelukkende fremmes af plakater og valgløfter. Men som valgforsker professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, påpeger det, så hænger deltagelse sammen med påvirkning, vaner og inspiration fra det nære netværk som familie og venner. Mange voksne (61%) har tænkt sig at stemme ved kommunalvalget, mange unge har ikke. Det er ifølge kommunalforsker Roger Buch ikke noget nyt. De unge stemmer så, når de bliver ældre, de fleste af dem. Manglende deltagelse ses især hos befolkningsgrupper, som ikke føler sig som en del af samfundet, og som ikke af omgivelserne bliver opfordret og inspireret til at stemme. Derfor scorer etniske unge særligt lav deltagelse. Mange af dem føler sig i mindre grad end danske unge som del af en demokratisk tradition, og er ofte ikke opdraget hertil hjemmefra.
Og mange mennesker i udsatte positioner, og som på forskellig vis befinder sig på kanten af fællesskab og samfund stemmer ikke. De er netop ofte ramt på opfyldelsen af elementære velfærdsgoder på alle områder, modtager pension eller kontanthjælp. Af kontanthjælpsmodtagere stemte kun 1/3 ved kommunalvalget i 2009.
Stemmer på kanten - det akkumulerer
Med sit enestående initiativ Stemmer på kanten har Lisbeth Zornig Andersen sat spot på de udsatte grupper, og sat gang i en bevægelse, som både skal give de udsatte stemmer, og forhåbentlig inspirere dem til også at afgive stemme. Bevægelsen har de sidste måneder bredt sig som ringe i vandet over det ganske land. Det ene initiativ afføder det næste, og som frivillig i Stemmer på kanten oplever jeg nye arrangementer og aktiviteter blomstre op overalt, ved møder på gader og pladser, på cafeer, væresteder, bosteder og uddannelsessteder. Nye ideer og diskussioner opstår ved vore dør-til-dør møder med beboere rundt omkring i byens sociale boligbyggerier, hvor politikere måske ikke så ofte kommer. Der sker noget, som altid, når afstand og afmagt erstattes af dialog og forståelse. Som én hjemløs til valgmøde på et værested med deltagelse af kommunale politikere med borgmester i spidsen udtrykte det: Ingen hører din stilhed, brug din stemme.
Han er én af de mange medborgere i udsatte positioner, som fra dårligt at turde sige én sætning, efter nogle møder deltager i paneler, og med fast stemme fortæller om egen situation, om politiske svigt, om drømme, ønsker og konkrete planer for fremtiden. Så fra at opleve sig som udstødte og ikke værdsatte som borgere, tager flere nu ordet i egen mund og fortæller politikere og vi andre, om deres tilværelse og om svigt og mangel på den bistand fra samfundet, de har været berettiget til, men ikke fået. I øvrigt ofte erstattet af meget dyre hovsa-løsninger med anbringelser af både børn og voksne i stedet. Endelig kan de få lov til at skælde ud, kritisere og komme med konstruktive forslag,
Efter valget
Så lige nu kører det derud af, og lokalpolitikerne er alle vegne og interesserede i stor skala, og der afgives mange gode løfter om bedre indsats fremover. Alle vi der deltager, har undervejs i arbejdet med Stemmer på kanten set det ene spændende fællesskab og initiativ efter det andet opstå og udfolde sig. På kryds og tværs mellem gamle og unge, mellem håndværkere og studerende, mellem velbjærgede og fattige, og i det hele taget mellem meget forskellige mennesker. Vi har oplevet, hvordan ideer opstår og forløses i fællesskab, og at hver især kan bidrage og få noget ud af det. Den erfaring skal fastholdes og udvikles. Ligesom vi skal fastholde de hundredvis af gode ideer til fremtidige indsatser. Og insistere på, at politikerløfter gælder - også efter 19.11. - Så stemmer på kanten bliver til stemmer i fællesskab!
Inge Marie Skaarup
Socialrådgiver
Cand.scient.soc.
Medlem af Social Innovations Forum/Frivillig i Stemmer på kanten
