Medicinfejl fører til død og sygdom: Hospital overså flere tilfælde

Fejl og utilsigtede hændelser på landets sygehuse skal ifølge loven indrapporteres, men det sker langt fra altid, viser ny forskning.

Hver dag sker der fejl i medicineringen på landets sygehuse, og konsekvensen kan i værste fald være alvorlige bivirkninger eller døden. Det skriver Videnskab.dk.

Ifølge loven skal alle fejl og utilsigtede hændelser ved medicineringen indrapporteres til Dansk Patientsikkerhedsdatabase, men ny forskning viser, at det langt fra altid sker. Ved at gennemgå journaler fra et hospital fandt forskerne i løbet af en tre måneders periode hele to dødsfald, hvor »fejl skete, som kan have bidraget til eller resulteret i patientens død,« lyder det i studiet.

Ingen af dødsfaldene var imidlertid blevet indrapporteret til Dansk Patientsikkerhedsdatabase, og patientjournalerne tyder på, at lægerne slet ikke havde opdaget, at dødsfaldene kunne være resultatet af en utilsigtet hændelse i medicineringen. De beskriver studiet som »alarmerende.«

Mediefællesskabet DenOffentlige

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

»Begge dødsfald var tilfælde, hvor patienterne havde fået for meget blodfortyndende medicin og døde af blødninger. Man kan aldrig fuldstændig undgå, at den slags utilsigtede hændelser sker på sygehusene, men det er vigtigt, at de bliver erkendt og indrapporteret, så vi kan lære af vores fejl og undgå, at det sker igen,« siger lektor og overlæge Lars Peter Nielsen, som er en af forskerne bag det nye studie, til Videnskab.dk.

Ud over de to dødsfald fandt forskerne også frem til otte patienter på afdelingen, som i løbet af samme tremåneders periode havde fået livstruende bivirkninger af deres medicin – bivirkninger, som vel at mærke kunne have været undgået ved korrekt medicinering, mener forskerne.

Heller ikke disse otte patienter var blevet indrapporteret til Dansk Patientsikkerhedsdatabase.

»Jeg tror ikke, det er af ond vilje, at det ikke indrapporteres. Jeg tror, det er en manglende erkendelse af, at noget gik galt, som rent faktisk kunne have været undgået,« siger Lars Peter Nielsen, som er lektor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og overlæge ved Klinisk Farmakologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Forskerne understreger, at de ikke ønsker at hænge nogen ud men derimod pege på et generelt problem, hvor fejl og utilsigtede hændelser ved medicinering ikke bliver opdaget og indrapporteret.

»Der er absolut ingen grund til at tro, at problemet ikke er generaliserbart, når man tager den eksisterende dokumentation i betragtning,« lyder det i det nye studie, hvor der henvises til flere undersøgelser, som er kommet frem til lignende resultater.

Lars Peter Nielsen påpeger, at medicineringsfejl generelt udgør en væsentlig udfordring for sundhedssystemet og ikke mindst for de patienter, det går ud over.

»Vi ved ikke præcist, hvor stort omfanget af problemet er. Men der findes et gammelt studie, hvor man kan se, at omkring tre-fire procent af alle indlæggelser på landets sygehuse skyldes forebyggelige medicinrelaterede hændelser – altså de sker på grund af medicin og kunne have været undgået,« siger Lars Peter Nielsen og tilføjer:

»Det betyder, at der virkelig er noget at komme efter, hvis man får sat fokus på problemet.«

Sidste år blev der ifølge Dansk Patientsikkerhedsdatabase indrapporteret 9.896 fejl og utilsigtede hændelser i forbindelse med medicineringen på landets sygehuse. Professor Jakob Kjellberg, som også forsker i utilsigtede hændelser, bekræfter, at tallene kun er »toppen af isbjerget.«

»Det er et område, som er ret underbelyst, men blandt fagfolk er man udmærket klar over, at det langt fra er alle tilfælde af fejlmedicinering, som bliver indberettet,« siger Jakob Kjellberg, som er professor og programleder på det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), til Videnskab.dk.

Du kan læse hele artiklen på Videnskab.dk
 

Emneord: Medicinhåndtering, Medicinforbrug, Medicinindkøb, Medicinråd, Medicinudgifter, Hospitalsområdet, Utilsigtede Hændelser, Patientsikkerhed, 241017
Videnskab.dk på DenOffentlige.dk Videnskab.dk leverer daglige forskningsnyheder og andet indhold, der med afsæt i videnskabens verden giver brugerne en aha-oplevelse og gør dem klogere....
Aktivitet: Artikler: 17 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også