Mediestøtte og offentlighed om cheflønninger splitter regeringen

Politik

05/09/2017 11:39

Nick Allentoft

V og K kræver åbenhed om cheflønninger hos medier med mediestøtte. LA kalder det detailstyring af medierne.

Mens der danner sig flertal for at kræve åbenhed om cheflønningerne i mediestøttede medier, er regeringen splittet i spørgsmålet.

Venstre og De Konservative vil i de kommende medieforhandlinger kræve, at medier, der modtager mediestøtte, lægger ledelsens lønninger frem. Men Liberal Alliance er lodret imod.

LÆS OGSÅ: Medieforlig må genskabe nyhedsstrømmen

Kulturminister Mette Bock (LA) er i udlandet og ønsker ikke at kommentere forslaget. Men partiets medieordfører, Leif Mikkelsen, vil gerne skyde det ned:

- Hvis man mener, at de skal fremlægge deres lønninger, er det nok fordi, man synes, de får for meget. Og det betyder, at man vil detailregulere cheflønningerne. Vi vil hellere sænke mediestøtten, siger han.

Den store interesse for cheflønningerne er opstået efter afsløringer af lønninger i DR. Mette Bock fik et gyldent håndtryk på to millioner kroner, da hun i 2009 opsagde sit job som programdirektør i DR.

Og tidligere mediedirektør Gitte Rabøl opretholdt sin løn på 2,1 millioner kroner, da hun blev ekstern mangfoldighedskonsulent for DR. 

Efter kritikken af DR har journalisternes fagblad, Journalisten, bedt en række mediechefer fremlægge deres egne lønninger. Fem ud af 20 har lagt lønsedlen til offentligt skue.

De Konservatives medieordfører, Naser Khader, kalder mediecheferne for hyklere, der "er efter DR og alle os andre, men ikke selv vil gå forrest":

- Mediecheferne kræver åbenhed om det ene og det andet, og de har nærmest kollektivt været efter DR. Når de selv får mediestøtte og momsfritagelse, mener jeg også, at de må fremlægge deres cheflønninger.

Naser Khader understreger, at han ikke har ondt af, at mediechefer tjener meget - og at han ikke vil sætte noget loft over lønningerne:

- Hvis man er i stand til at forhandle sig til en høj løn, så respekt for det. 

Spørgsmål: Skal kravet gælde samtlige medier - uanset hvor meget mediestøtte, de får?

- Ja. Hvis man ikke ønsker åbenhed og gennemsigtighed, må man sige nej til mediestøtte og momsfritagelse, siger Khader.

Han forsikrer ordførerkollegaen Leif Mikkelsen om, at han ikke vil detailregulere, men blot have åbenhed.

- Men den lyst dukker op nu, fordi man mistænker nogen for at få for høj løn, fastholder Leif Mikkelsen.

- Og vi kan få nok at gøre, hvis vi skal sidde og bestemme lønniveauer i medierne. Det kan godt være, det ligger godt til Socialdemokratiet, men jeg har svært ved at forestille mig, at det ligger godt til Venstre. 

- Så det glæder jeg mig til at få en snak om.

Socialdemokratiet kræver også åbenhed om mediernes cheflønninger. Dansk Folkeparti er ikke afvisende.

LÆS også om mediechefernes lønninger og manglende åbenhed hos Fagbladet Journalisten

/ritzau/

Mest Læste

Annonce