Mere end 100 forslag skal løfte landdistrikterne

Politik

23/11/2015 15:55

Nick Allentoft

Regeringen har præsenteret en omfattende plan for, hvordan den negative udvikling i landområderne kan vendes.

Regeringen sætter nu mere handling bag løfterne om at ville styrke det Danmark, der ligger uden for de større byer.

Under overskriften "Vækst og udvikling i hele Danmark" præsenterede erhvervs- og vækstminister Troels Lund-Poulsen (V) og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) over 100 forslag til øget vækst i landområderne.

Læs om planen og reaktionerne her

En del af initiativerne er allerede beskrevet i den finanslovaftale, der blev indgået for nylig, og den tidligere udmeldte udflytning af statslige arbejdspladser indgår også i planen.

Men der var også nye tiltag på pressemødet, der meget passende blev afholdt i Nørre Snede mellem Herning og Vejle.

Regeringen vil blandt andet tillade dobbelt så store butikker som nu, hvor planloven sætter en grænse på 1000 kvadratmeter.

Derudover skal små- og mellemstore virksomheder kunne få hjælp i form af mere adgang til vækstkapital og kvalificeret arbejdskraft.

Derudover får landbruget en hånd i form af færre restriktioner og nemmere finansiering, ligesom dambrugserhvervet styrkes.

Endelig er der også fundet penge til at øge tilskuddene til færgeforbindelser til småøerne med 85 kroner årligt på sigt.

Tilsammen skulle de mange initiativer gerne knække tendensen, hvor det er de større byer, der tegner den økonomiske vækst i Danmark.

- Vi skal have nogle andre vækstrater i vores landdistriktskommuner og sørge for at stoppe befolkningsafvandringen, sagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen på pressemødet.

Ifølge regeringens beregninger skaffer vækstplanen et varigt BNP-løft på 2,5 milliarder kroner årligt.

 

FAKTA: Sådan vil regeringen skabe vækst i Danmark Med sin nye vækstpakke vil regeringen liberalisere planloven og skabe bedre rammer for landbruget. Der skal skabes vækst og udvikling i Danmark, mener regeringen, der mandag har præsenteret sit udspil "Vækst og udvikling i hele Danmark".   Læs her om udspillet og udpluk af forslagene:   * Formålet med udspillet, der rummer 100 konkrete forslag, er at skabe bedre muligheder for udvikling i alle dele af landet.   * Samtidig skal det ifølge regeringens beregninger give et varigt løft i BNP på 2,5 milliarder kroner årligt.   * Der er afsat omkring ni milliarder kroner inklusiv de skatteelementer, der er aftalt som en del af finansloven, i perioden 2015-2019 til at gennemføre tiltagene.   * Udspillet centrerer sig om fem områder:   1. Bedre rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet:   Det skal blandt andet ske ved, at randzoneloven bliver ophævet. Der skal skabes bedre adgang til finansiering, og derfor vil regeringen etablere en investeringsfond, Dansk Landbrugskapital.   2. Gode vilkår for produktion og investeringer:   PSO-afgiften skal blandt andet lempes, hvilket ifølge regeringen vil styrke muligheden for at konkurrere med udenlandske virksomheder. Regeringen vil oprette Dansk Vækstkapital II, som skal give bedre muligheder for nye samt små og mellemstore virksomheder til at finde risikovillig kapital.   3. Liberalisering af planloven med mere:   Det skal give bedre muligheder for at bygge langs kysterne samt give turistvirksomheder mulighed for at opstille mindre faciliteter som kiosker og toiletter ved strande. Derudover skal der være færre restriktioner på butikkers størrelse og placering.   4. Gode muligheder for at bo og leve i hele Danmark:   Det skal blandt andet ske ved at få bedre bredbånds- og mobildækning, derfor skal der etableres en bredbåndspulje på 300 millioner kroner. Derudover skal det gøres billigere at pendle over Storebælt, der skal være højere hastigheder, og aldersgrænsen for kørekort skal ned.   5. Bedre balance - udflytning af 3900 statslige arbejdsplader:   Som tidligere meldt ud vil regeringen flytte 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til landets fire andre regioner. Kilder: Erhvervs- og Vækstministeriet.   /ritzau/

 

Mest Læste

Annonce