Mette F indleder valgkamp: Hellere polstre fællesskabet end den enkelte borger

- Jeg vil hellere polstre os som samfund, end jeg vil prioritere, at vi hver især har lidt mere at gøre godt med, siger Mette Frederiksen på valgmøde i København.

Omprioriteringsbidraget på uddannelse skal væk. 

Sådan lyder et klart valgløfte fra Socialdemokratiet. 

Formand Mette Frederiksen er i disse dage på busturné i landets største byer, som indledning til hvad der potentielt kan blive en syv måneder lang valgkamp.

Og her er velfærd kontra skattelettelser et centralt tema for partiformanden.

- Jeg vil hellere polstre os som samfund, end jeg vil prioritere, at vi hver især har lidt mere at gøre godt med, som hun formulerer det ved et møde med henved 60 ansatte fra hotelkoncernen BC Hospitality Group.

Her gør hun det også klart, at hun er skeptisk over for generelle sparekrav om at skære en vis procentdel af budgettet. 

- Grønthøsterbesparelser er den dummeste metode, lyder det fra Mette Frederiksen.

Prøv DenOffentlige

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

- I mine øjne udvikler grønthøsterbesparelser ikke noget, uddyber hun i et interview med Ritzau efterfølgende.

- Hvis man vil spare penge som regering, må man også anvise, hvad man vil spare penge på, og hvorfor man vil spare der. Derfor bifalder jeg ikke tanken om grønthøsterbesparelser. 

- Men jeg sidder ikke og lover, at vi kan afskaffe det på alle områder.

Det er nemlig ikke kun uddannelsesområdet, der i dag skal spare to procent årligt. Det har alle områder inden for staten skullet i årevis. Og i 2016 blev besparelserne udvidet til også at omfatte uddannelse og kultur.

- Det, vi kommer til at gå til valg på, er at afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelse. Det er det, vi kan se, at vi har en økonomisk formåen til, siger Mette Frederiksen.

- Og det tror jeg også, vi kan få flertal for.

Spørgsmål: Uddannelsesområdet har skullet spare to procent hvert år siden 2016. Vil I føre de penge tilbage?

- Det, vi går til valg på, er at afskaffe omprioriteringsbidraget fremadrettet. Men jeg kan ikke love, at vi har penge til at løse alle de problemer, som Løkke-regeringen har skabt. Det kommer jeg ikke til at love.

Fra næste år slipper erhvervsuddannelserne for omprioriteringsbidrag, har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt. Men S vil gå videre og afskaffe det for alle uddannelser.

Partiet vil også ændre omprioriteringsbidraget på kulturområdet. Fra 2022 skal kulturinstitutionerne kun spare en halv procent årligt mod to procent årligt i dag.

Og de penge, de sparer, skal gå til nye kulturinitiativer, ikke fjernes fra kulturen, oplyser kulturordfører Mogens Jensen (S).

/ritzau/

Emneord: FV2019, Mette Frederiksen, Besparelser, Skat eller Velfærd, 081118
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6884

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også