Milliard-gevinst ved Digital Post er usikker

Infrastruktur

07/02/2016 20:23

Nick Allentoft

Det er usandsynligt, at det offentlige vil spare den forventede årlige milliard ved indførelsen af Digital Post.

Det viser en ny rapport fra Rigsrevisionen, der blev offentliggjort i sidste uge.

Det skriver Avisen.dk.

I rapporten konkluderes det, 'at det ikke er sandsynligt, at de offentlige myndigheder kommer til at spare hele potentialet på ca. en milliard kroner om året ved at overgå til Digital Post.'

Læs også: Danskerne bøvler med digital post

Siden november 2014 har det været obligatorisk for alle borgere og virksomheder at logge på computeren hjemmefra, når de skal i kontakt med offentlige myndigheder. Indkaldelser til sygehuset eller breve fra kommunen kommer nu som digital post i e-boks’en.

Digitalisering - temaside

Danmark er under digitalisering. Følg med i udviklingen på vores tema-side her.

Mangler dine budskaber? Så bliv udgiver på DenOffentlige. Skriv til os.

Digitaliseringen skulle give nem og fleksibel service til borgerne. Og ved at afskaffe de fysiske breve ville det årligt spare myndighederne en milliard kroner i porto og arbejdstid ved fuld indfasning i 2015. Penge, der skulle gå til bedre velfærd.

Den forventede gevinst er allerede modregnet i de offentlige budgetter. Så hvis de offentlige instanser ikke opnår besparelsen, må de finde pengene et andet sted - sådan som det ifølge rapporten allerede har været tilfældet i Skat og Rigspolitiet.

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen, der står bag beregningerne for milliard-gevinsten, kunne staten potentielt opnå en besparelse på 244 millioner kroner i 2015 ved at bruge Digital Post. Man har dog kun sparet 47,6 millioner, og det er alene sket ved at reducere Skat og Rigspolitiets bevillinger.

Men samtidig forventer Skat, Rigspolitiet og Forsvarsministeriet selv at opnå en reel besparelse på kun 29 millioner kroner ved Digital Post. Det giver et hul i budgetterne på 19 millioner kroner, som instanser selv har fundet andre steder.

Mens besparelsen på porto og brevpapir ifølge Rigsrevisionen er relativ nem at oversætte til kroner og ører, er det langt sværere, når det kommer til Digitaliseringsstyrelsens udregninger i forhold til arbejdstid.

Rigsrevisionen konkluderer, at det rent praktisk kræver en tidsbesparelse på 10 minutter dagligt hos i alt 33 medarbejdere, før tidsbesparelsen ved Digital Post svarer til én fuldtidsstilling.

Hos Digitaliseringsstyrelsen er direktør Lars Frelle-Petersen ikke helt enig i Rigsrevisionens konklusion om manglende besparelser. Men han erkender, at der er udfordringer.

- Vi oplever, at der er nogle myndigheder, der endnu ikke har omlagt sig helt til Digital Post, og hvor det ikke er lykkes at hente gevinsterne. Omvendt er portopriserne jo også steget, og færre er blevet fritaget for Digital Post. Og det er altså ikke taget med i Rigsrevisionens gennemgang, siger Lars Frelle-Petersen til Avisen.dk.

Han mener ikke, at man kan afskrive milliard-gevinsten.

- Der er et stykke vej endnu, men vi mener stadig, at det er realistisk med en milliard-besparelse i 2016.

 

 

 

Mest Læste

Annonce