Midlerne skal styrke kommunens sociale indsatser - særligt i boligområderne Bispehaven, Gellerup/Toveshøj, Frydenlund, Langkærparken, Skovgårdsparken, Trigeparken I-II, Vejlby Vest og Viby Syd.

Millioner til ny social indsats i Aarhus

Velfærd

16/09/2014 18:56

Nick Allentoft

Særtilskud på over 160 mio. over de næste tre år skal hjælp til kommunens arbejde med udsatte børn og unge, kriminalitetstruede unge samt hjemløse. Det er led i et udviklingspartnerskab som Økonomi- og Indenrigsministeriet og Aarhus Kommune har indgået I forvejen har København og Køge Kommuner tilsvarende partnerskaber med ministeriet.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard og borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard har skrevet under på en aftale om et partnerskab, som sikrer kommunen et flerårigt tilskud fra den sociale særtilskudspulje. Midlerne skal styrke kommunens sociale indsatser - særligt i boligområderne Bispehaven, Gellerup/Toveshøj, Frydenlund, Langkærparken, Skovgårdsparken, Trigeparken I-II, Vejlby Vest og Viby Syd.   Bl.a. har kommunen lagt en plan, hvor et koordinerende samarbejde mellem socialrådgivere, pædagoger, folkeskolelærere osv. er i centrum. Det skal sikre en tidlig indsats til størst muligt gavn for udsatte borgere i Aarhus. Eksempelvis fokuseres på oprettelse af fritidsjobs, handleplaner for unge med for meget skolefravær samt hjælp til udsatte unge på erhvervsuddannelser, så flere børn og unge får en bedre skolegang samt en uddannelse. Samtidig sætter kommunen ind med et såkaldt HotSpotcenter og et øget samarbejde mellem myndighederne for at hjælpe unge ud af kriminalitet og helt at undgå den. Borgere som har oplevet hjemløshed hjælpes til at finde, men også fastholde egen bolig, så de ikke ender i hjemløshed igen.   Økonomi og Indenrigsminister Morten Østergaard siger:   ”Aarhus har som en af landets største byer sin andel af udsatte borgere. Derfor er jeg glad for, at vi med partnerskabet nu kan hjælpe kommunen til at yde en ekstra indsats for hjemløse, kriminelle unge samt udsatte børn, unge og voksne. Aarhus Kommune har en klar plan med tydelige mål, og jeg ser frem til at følge arbejdet, som skal gavne de udsatte borgere.”  Morten Østergaard    Borgmester Jacob Bundsgaard siger:    ”Byens udsatte boligområder har mange kvaliteter og et stort potentiale. Men områderne er også kendetegnet ved en række sociale og fysiske udfordringer – både socialt og fysisk. Jeg er derfor glad for, at regeringen anerkender de særlige udfordringer, vi har i Aarhus Kommune og med denne aftale støtter op om den meget store indsats, vi allerede gør. Partnerskabsaftalen er dermed til gavn for den enkelte, de udsatte boligområder og byen som helhed.”    Baggrund Økonomi- og Indenrigsministeriet kan på baggrund af opstillede kriterier yde særtilskud til kommuner, som i visse dele af kommunen har en overrepræsentation af borgere med sociale problemer. En del af midlerne kan reserveres til udviklingspartnerskaber med enkelte kommuner for at hjælpe kommunens langsigtede strategier med at forebygge og afhjælpe de sociale problemstillinger.   I forvejen har København og Køge Kommuner tilsvarende partnerskaber med ministeriet.   Aftalen med Aarhus består af en fælles aftale om et flerårigt socialt tilskud på 54,6 mio. kr. årligt i perioden 2014-2016 og ministeriet vil årligt følge op på målene i aftalen. Aftalen bygger på indsatser, strategier og målsætninger, som er formuleret og prioriteret af Aarhus Kommune.

Mest Læste

Annonce