Minister: De unge skal sikkert gennem uddannelsesjungle

Velfærd

28/04/2014 10:39

Tre initiativer skal mindske frafaldet på de videregående uddannelser og efterfølgende sikre job.

Det kan være svært for mange unge at vælge den helt rigtige uddannelse, og flere vælger først rigtigt anden eller tredje gang. Og ender så alligevel med at blive uddannet til arbejdsløshed.

Men det skal være slut.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har derfor lanceret tre forslag, der skal sikre, at de studerende kommer mere sikkert gennem junglen af uddannelser.

- Vi skal give de kommende studerende et mere tydeligt valg, altså at de får et bedre overblik. For jeg tror faktisk, at det kan være svært at finde rundt, når man skal vælge uddannelse, siger hun.

Hun vil skabe bedre overblik over uddannelserne ved at slå nogle af de mere end 1500 uddannelsesretninger sammen.

Så vil hun give universiteterne mulighed for selv at dimensionere optaget på de enkelte uddannelser i forhold til, hvor der er job at få bagefter.

Og så skal de studerende have flere informationer om, hvor stor ledighed der er for færdiguddannede, hvor de typisk er ansat, hvor meget de tjener, og hvor mange timers undervisning der er.

Alt sammen for at mindske frafaldet undervejs og sikre, at man ikke bliver uddannet til arbejdsløshed.

- Vi skal ikke uddanne til arbejdsløshed, det er klart. Og så skal vi sikre, de studerende ikke vælger forkert, fordi de ikke vidste, hvad det handler om. Der har vi et frafald på mange uddannelser.

Hvis vi kan være med til at afhjælpe det ved at gøre studierne mere overskuelige, når man vælger, så vil vi være nået utroligt langt, siger hun til Ritzau.

Hun præsenterer idéerne på et møde mandag med 130 repræsentanter fra det danske uddannelsesmiljø.

Initiativerne er en del af regeringens kommende vækstudspil, som økonomiminister Margrethe Vestager (R) har sagt blandt andet skal kigge på adgangen til kvalificerede medarbejdere, og om uddannelserne er gode nok.

Sofie Carsten Nielsen siger, at der på sigt kommer flere initiativer fra hendes hånd.

- Dette er første dryp. De går direkte ind i arbejdet med at sikre, at når vi investerer historisk meget i uddannelse, at de så også bidrager til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, siger uddannelsesministeren.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce