Minister: Noma overbeviser resten af verden

Politik

29/04/2014 11:28

Fødevareministeren glæder sig over, at Nomas mad får fleres øjne op for ny nordisk mad.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) kipper med flaget, efter at restaurant Noma har generobret titlen som verdens bedste restaurant.

- Et stort tillykke til Noma, der med stor kreativitet og mod igen har overbevist resten af verden om ny nordisk mads lyksaligheder, udtaler ministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Sidste år måtte Noma afgive førstepladsen til spanske El Celler de Can Roca efter at have toppet listen i tre år.

Mandag aften i London hentede Noma så titlen tilbage, mens den spanske konkurrent måtte tage til takke med andenpladsen, da det anerkendte britiske Restaurant Magazine uddelte priserne.

Og det er ikke kun glædeligt for den danske restaurant og dens gæster, at den igen er nummer et, siger Dan Jørgensen. Også de mange, som ikke har penge til at besøge restauranten, nyder godt af, at Noma har sat fokus på nordiske råvarer.

- Som minister glæder jeg mig over, at de nordiske råvarer breder sig som ringe i vandet. Det nye nordiske køkken er ikke kun forbeholdt folk, der har råd til et besøg på Noma, siger han.

Også i dansk erhvervsliv og turisme- og restaurationsbranchen modtages førstepladsen med glæde.

- Det har enormt stor betydning at have verdens bedste restaurant. Ikke mindst for et land som Danmark, som ikke er særlig kendt ude i den store verden.

- Nu gælder det om at udnytte situationen og vise, hvad Danmark ellers har at byde på af gode smagsoplevelser, siger international projektchef ved VisitDenmark, Maria Haugaard Barslund.

Hos Dansk Erhverv forventer man, at Nomas generobring af førstepladsen vil resultere i vækst og flere turister.

- Dansk gastronomis styrke er endnu engang blevet internationalt anerkendt. Denne succes kan styrke vores evne til at tiltrække turister og skabe vækst i Danmark.

- Derfor er det enormt positivt, at vi igen i år kan bryste os af at have verdens bedste restaurant, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Susanne Nordenbæk, i en pressemeddelelse.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce