Minister tørrer regningen for rejsekort af på alle passagerer

På under fire år har Rejsekort A/S, selskabet bag det elektroniske billetsystem, brugt et ekstraordinært indskud fra ejerne på 668 mio. kr. Nu er kassen igen tom, og der er ingen udsigt til, at brugen af kortet kan betale regningerne, skriver Ingeniøren.

Derfor lægger transportminister Magnus Heunicke (S) nu op til at tørre regningen for det stærkt forsinkede kort af på samtlige passagerer i den kollektive transport, uanset om de benytter kortet eller ej.


Rejsekort A/S er ejet af de danske bus- og togselskaber, som hidtil har betalt en afgift, hver gang en passager har benyttet kortet. Men rejsekortet har fået en så skidt modtagelse, at der i dag mangler 256 mio. kr. på den konto i forhold til, hvad der blev budgetteret med i 2011. Det er ikke lykkedes at få svar fra Rejsekort A/S på, hvor stort budgettet var, men de 256 mio. kr. svarer til 47 pct. af selskabets samlede omsætning i årene 2011, 2012 og 213.

Transportministeren erkender derfor, at det er umuligt at dække regningen alene med en afgift på de relativt få rejser med rejsekort. I stedet skal DSB og landets regionale trafikselskaber betale efter en fordelingsnøgle, som omfatter deres samlede omsætning og antal passagerer – uanset om passagererne benytter rejsekort eller andre typer af billetter.

Dermed sikrer ministeren sig, at ingen selskaber ’løber fra regningen’, som han formulerer det, ved at udvikle mobilbilletter og andre systemer som alternativ til rejsekort.

»Rejsekortsystemet er købt, og der er en regning, der skal betales. Modellen vil sikre, at den regning bliver betalt, og at der sker en entydig, enkel og retfærdig fordeling af udgifterne,« siger Magnus Heunicke til Ingeniøren.

Men at tørre regningen af på alle passagerer imponerer langtfra Henning N. Jensen, konsulent i betalingskort og iagttager af projektet.

»Argumentet for at indføre rejse­kortet forsvinder, når kortet ikke kan finansiere sig selv. Nu er det bare alle togrejsende, der betaler, uanset om de vil bruge kortet eller ej. Det ligner en ekstraskat på transport,« siger han til Ingeniøren.

Henning N. Jensen finder det ’nærmest skandaløst’, at der mangler en kvart mia. kr., og at ministeriet først i slutningen af 2014 blev opmærksom på, hvor galt det stod til.

»Det er et fejlskøn af dimensioner. Man må have set lyserøde skyer i 2011, og det ligner koordineret vildledning af ministeren. Nu sætter han sig selv for bordenden og tilsidesætter bestyrelsen,« siger han.

 

 

 

Emneord: Rejsekort, Transportministeriet, It-skandaler, IT-infrastruktur
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også