Et Nordisk Børnehaveoprør

Velfærd

20/11/2018 11:11

Mette Rahbek

Tirsdag d. 20. nov. var International Børnedag. En dag, hvor vi sætter børn, og det gode børneliv, i fokus. Men burde de ikke være en prioritet hver dag?

Er vores børn og unge ikke Danmarks fremtid? Vores allervigtigste ressource?

Når man kigger rundt i landet og ser, hvor meget der stadig bliver sparet på børn -og ungeområdet, både lokalt og nationalt, så får man desværre et andet indtryk!

Her på Fyn står det lige så skidt til. Mange af de seneste budgetforlig har givet håb. Men det håb har været meget kortlivet. Nu viser det sig lige pludseligt, at der er efterslæb fra forgangne år.

Og hvor vælger man så at spare? Jamen det bliver endnu engang på børn -og ungeområdet! De er åbenbart ikke en langsigtet investering værd.

Men vi er rigtig mange, rigtig RIGTIG mange, der simpelthen har fået nok!

Den Kritiske Pædagogiske Højskole (https://www.facebook.com/Hoejskolegruppen/) inviterede den 10. november til oplæg af stifteren af det svenske ’Förskoleupprör’, Anki Jansson og to af hendes kolleger. Resultatet af denne eftermiddag blev et samarbejde på tværs af Sverige, Norge og Danmark; Det Nordiske Børnehaveoprør!

For desværre er elendige normeringer, dårlige arbejdsvilkår, stress og besparelser, ikke kun hverdagskost her i landet. Børn og unge, en af de største grupper i vores befolkning, men som har den mindste stemme, er åbenbart ikke en prioritet i de nordiske lande.

Og ingen, der arbejder med børn og unge, kan se sig fri af besparelserne. De rammer bredt. Som ringe i vandet, spreder den manglende velfærd på dette område sig. Søskende, forældre, bedsteforældre. Pædagoger, pædagogmedhjælpere, vikarer. Lærere. Familieplejere, sagsbehandlere. Pedeller, rengøringsassistenter, køkkenassistenter. Alle lægger under for besparelserne.

Alle prøver at dække ind og hjælpe til så godt de kan. Alle løber stærkere og stærkere for at prøve at udføre deres arbejde. For ingen ved, hvem der er den næste på listen over fyringer.

Og hver morgen står man op – og hver aften går man i seng – med den ulidelige følelse af, ikke at have gjort sit job godt nok.

Hele tiden slukker man småbrænde. Hele tiden skal man prioritere. Hvem græder højest? Hvem mangler mest omsorg? Et kram?

Kan jeg efterlade et barn på toilet mens jeg skiller to andre børn ad, der er blevet uvenner?

Er gamle, slidte og halvrådne barakker virkelig ordentlige arbejdsvilkår for vores børn og lærere?

Skal man, på trods af den nye skolereform, stadig bruge tid derhjemme på at forberede en kvalitetsundervisning? En undervisning man som fagperson kan stå inde for? Eller skal man sluge den bitre pille, og ’bare’ få det bedste ud af den smule forberedelsestid der indgår i ens skema?

Hvornår er nok, NOK?

Det er det nu!

Derfor går Det Nordiske Børnehaveoprør ud med alle faner i dag, ifm. International Børnedag, og opfordrer ALLE til, at vise solidaritet med vores opråb. Oprør!

Bær noget orange; sokker, tørklæde, hue, neglelak… – hvad som helst! Og del det på Facebook og andre sociale medier under #nordiskbørnehaveoprør og #nokernok

http://www.facebook.com/events/497370097414035/

Sammen står vi stærkest. Sammen skal vi kæmpe for vores børn og unge.

Danmarks fremtid.

Kh Mette  

Mest Læste

Annonce