Momseksperter: DR har opkrævet milliarder ulovligt

Ledelse

21/08/2017 09:51

Nick Allentoft

Licensbetalere har milliarder af kroner til gode hos DR, mener otte ud af ti eksperter.

Otte ud af ti momseksperter, som Jyllands-Posten har talt med, fortæller til avisen, at danske licensbetalere har penge til gode fra DR. Det skriver Jyllands-Posten.

Beløbet kan samlet set løbe op på over tre milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Lad os få public service for alle pengene

Årsagen er, at DR har opkrævet moms på licensregningen. Det har tjekkisk radiolicens også tidligere gjort, indtil en EU-dom slog fast, at den ikke var omfattet af momsreglerne. Momsen er en statslig afgift, som alene statskassen tjener på. 

I marts orienterede skatteminister Karsten Lauritzen (V) Folketinget om, at dommen ikke vil få betydning i Danmark. 

Skatteministeriets jurister havde analyseret sig frem til, at Danmark var omfattet af en særlig undtagelsesbestemmelse.

Men den vurdering deler kun en enkelt af de ti eksperter i momsregler, som Jyllands-Posten har talt med. En anden af eksperterne er i tvivl. De sidste otte er ikke i tvivl: Skatteministeriet tager fejl.

En af eksperterne er professor i momsret på Aarhus Universitet Dennis Ramsdahl Jensen.

- Hvis vi lægger til grund, at den danske licensopkrævning svarer til den tjekkiske – og det synes jeg, der er god grund til – så kan der ikke opkræves moms af licensen, og dermed er den også uretmæssigt opkrævet, siger han til Jyllands-Posten.

En anden ekspert opfordrer licensbetalere til at kræve momsen retur fra DR eller klage til EU-Kommissionen.

DR oplyser, at man holder sig til skattevæsenets vurdering. Skatteminister Karsten Lauritzen ser ingen grund til at skifte kurs.

Det vil ifølge Jyllands-Posten kun være relevant for private husstande at kræve momsen retur.

DR hævder selv at få mere end en milliard kroner ind om året i moms. Penge, der efterfølgende sendes direkte i statskassen, når DR-virksomhedens momsudgifter er trukket fra. Ifølge eksperterne vil husstandene kunne kræve momsen for de seneste tre år retur.

Det svarer til omkring 1500 kroner per husstand.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce