Myndigheder får stadig videre adgang til privat ejendom

Politik

08/04/2015 08:24

Nick Allentoft

Det er ikke kun til havelågen, men helt ind på privat ejendom, at myndighederne kan snuse rundt, viser analyse. K og LA klar til at begrænse myndigheders adgang.

Offentlige myndigheder får i stigende grad nye muligheder for at få adgang til privat ejendom uden retskendelse, viser en ny analyse fra den juridiske tænketank Justitia.

Det sker trods skiftende regeringers politiske orientering, som ifølge analysen ikke umiddelbart spiller nogen rolle, når det handler om at give offentlige myndigheder de nye muligheder, skriver Information.

Det er i stedet embedsværket, der til dels driver udviklingen, vurderer Jacob Mchangama, direktør for Justitia.

- Centraladministrationen er blevet enig med sig selv om, at det ikke er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at gøre det på den måde, siger han til Information og tilføjer:

- Samtidig ser vi et tværpolitisk pres på privatlivets fred for at imødegå snyd og svindel, og derfor giver man myndighederne denne type værktøj, der muligvis er effektivt, men også problematisk.

Et eksempel er Skats mulighed for at gå ind i private haver for at kontrollere et firmas byggeprojekt for sort arbejde. Det kan ske, uden at en dommer vurderer, om det er nødvendigt.

Justitia har analyseret to treårige perioder for blå og røde regeringer fra 2008 til 2014.

I begge blokkes tilfælde blev der ifølge analysen indført næsten lige mange - henholdsvis 37 og 36 - nye såkaldte hjemler i lovgivningen, der giver myndighederne adgang til privat ejendom uden en retskendelse.

Det er en problematisk udvikling, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

- Det er en glidebane, hvis vi i for høj grad tillader myndigheder at gå ind på privat ejendom og gøre, hvad de har lyst til. Det skal der sættes en stopper for, siger han til TV2 News.

- Danskerne har ret til at være sig selv i egen bolig, og danskerne skal kunne forstå, hvordan lovgivningen er strikket sammen, så de ved, hvad de har at rette sig efter, siger Skaarup og tilføjer, at han vil tage sagen op i Folketinget.

Analysen fra tænketanken viser også, at der siden 2003 er sket en kraftig stigning i antallet af myndighedernes nye muligheder.

K og LA vil lukke havelågen for offentligt tjek Grænsen går ved havelågen, når Skat, Arbejdstilsynet og andre offentlige kontrollanter gransker borgerne. Fremover skal Skat have en dommerkendelse, før de må forcere danskernes havelåge for at tjekke for eventuelt sort arbejde.    Det siger De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, efter at en en analyse fra den juridiske tænketank Justitia ifølge dagbladet Information viser, at offentlige myndigheder får stadig lettere adgang til privat ejendom uden dommerkendelse.   - Det er stærkt problematisk. Det er en glidebane, når der er 268 hjemler, som myndighederne har fået, så de kan komme ind på folks private grund, virksomhed og hus uden en dommerkendelse, siger Brian Mikkelsen   Skat kan uden dommerkendelse gå ind i private haver for at tjekke sort arbejde. Fra 2008 til 2014 kom der under VK-regeringen og S-R-SF-regeringen henholdsvis 37 og 36 nye hjemler, som giver myndighederne adgang til privat ejendom uden en retskendelse.    Brian Mikkelsen har fået Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med bag et forslag, så Skat skal have en dommerkendelse, før de må forcere havelågen. Siden skal der granskes 268 offentlige hjemler, som giver offentlig adgang, mener han.   - Det bliver lidt for bekvemt for de offentlige myndigheder. Hvad enten man er Naturstyrelsen, Arbejdstilsynet eller Skat, kan man bare få denne hjemmel. Så behøver man ikke stå til ansvar for nogen, siger Brian Mikkelsen.   Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, påpeger, at boligen er ukrænkelig i grundloven, med mindre der laves helt særlige undtagelser ved lov.    - Skats adgang til private ejendomme uden dommerkendelse er et pragteksempel på, at man har lavet en lovhjemmel for bekvemmelighedens skyld og for at spare besværet med at indhente en retskendelse, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce