Når ægteskabet går i stykker: Skilsmisse kræve online kursus i samarbejde

Social

09/12/2018 11:49

Nick Allentoft

Forløbet hedder Samarbejde Efter Skilsmisse og bliver et krav fra 1. april 2019, skriver Politiken.

Et obligatorisk digitalt forløb på en halv time skal tvinge skilsmisseforældre til at tænke over, hvordan en skilsmisse ser ud fra barnets perspektiv, og hvordan man kommunikerer med sin tidligere partner.

Det skriver Politiken søndag.

Forløbet hedder Samarbejde Efter Skilsmisse (SES) og bliver et krav til forældre, som søger om skilsmisse fra 1. april 2019. 

Er forløbet ikke gennemført, vil man ikke kunne blive skilt.

Forløbet bygger på en allerede testet digital platform, som er udviklet af forskere fra Københavns Universitet.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

- Et af hovedargumenterne for sådan et kursus er, at det er svært at give målrettet hjælp. Men at der er mange, der har brug for det, siger Gert Martin Hald, psykolog og afdelingsleder på Institut for Folkesundhedsvidenskab, til Ritzau.

- Med et digitalt forløb kan man nå ud til mange, og man kan gøre det, når folk selv har lyst til det og tid til det.

På en hjemmeside skal skilsmisseforældrene gennemgå øvelser og tage stilling til dilemmaer, der blandt andet illustreres igennem grafik og små videoer, forklarer psykologen.

Den digitale platform er testet i et randomiseret kontrolleret forsøg i samarbejde med Statsforvaltningen, skriver Politiken.

De 2600 deltagere blev målt på en række parametre før og efter de brugte modulerne, blandt andet stress, depression og fravær fra arbejdet.

Forskningsresultaterne er ikke tjekket på den måde, en offentliggørelse i et videnskabeligt tidsskrift fører til. 

Men Gert Martin Hald forklarer, at skilsmisseforældre, som har brugt SES, får det bedre på 12 ud af 14 parametre. 

De rapporterer blandt andet færre angst- og depressionssymptomer. På de fleste parametre er der tale om "stor signifikant effekt". 

Det digitale forløb er del af den skilsmisseaftale et enigt Folketing indgik i marts.

Den indebærer blandt andet, at forældre fremover ikke længere kan blive skilt med det samme, men skal gennem en "refleksionsperiode" på tre måneder. 

Det er i denne periode, de skal gennemgå det digitale forløb.

Mediefællesskabet DenOffentlige

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

Efter aftalen blev indgået, har ministeriet vurderet forskellige forløb og besluttede sig for et par måneder siden for benytte sig af SES, forklarer Gert Martin Hald til Ritzau.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) glæder sig i Politiken over, at indholdet i refleksionsperioden kommer fra et forskningsprojekt, der er gode erfaringer med.

- Næsten alle kender en skilsmisse, som er kørt af sporet. Hvor forældrene ikke taler sammen eller taler dårligt sammen, og det går ud over barnets trivsel og er en risikofaktor i forhold til, om et barn klarer sig godt, siger hun til Politiken.

Ministeren vil "gerne omfavne, hvis nogle tænker sig om i refleksionsperioden og ikke bliver skilt", men hun fremhæver, at programmet ikke er "formynderisk", men giver anledning til refleksion.

  FAKTA: Nye skilsmisseregler fra 1. april 2019   * Fra 1. april 2019 kan forældre med børn under 18 år først blive skilt efter en tre måneders refleksionsperiode.

* I den periode skal de gennemgå det digitale kursus Samarbejde Efter Skilsmisse (SES). Det kan gennemføres på en computer, tablet eller mobil på cirka en halv time.

* Gennemføres det ikke, kan de ikke blive skilt.

* Kurset er blevet til efter et forskningsprojekt med to forskere fra Københavns Universitet. Det er blevet testet på cirka 2500 fraskilte danskere fra 2013 til 2018.

* Kurset skal lære skilsmisseforældre at hjælpe sig selv, undgå konflikter og blive bedre til at forstå og støtte deres børn.

* SES er i udgangspunktet obligatorisk for alle. Er man undtaget fra at anvende digital selvbetjening, skal man i stedet gennemføre det på skriftligt grundlag.

* Skilsmisser på grund af vold er undtaget refleksionsperioden på tre måneder.

* Statsforvaltningen skal erstattes af Familieretshuset. Her foregår en gennemgang af sagerne, der inddeles i grønne, gule og røde sager.

* De grønne sager er helt ukomplicerede. Mens de gule betegnes som "mindre simple". De røde sager er de komplekse, og de skal behandles af byretten.

* Byrettens afgørelse vil kunne ankes i landsretten.

Kilde: Børne- og Socialministeriet og Politiken.

 

Mest Læste

Annonce