Når racismen stikker sit hæslige fjæs frem

Racisme har mange ansigter, og det findes også blandt vores "egne", skriver Brian Mørch og fortæller historien om indvandrermoderen, der opdrog sine børn til danske borgere med det resultat at de blev mobbet - af "deres egne".

Hvad kalder man farvede racister?
Vi er helt enige om, at racisme er noget møg, der skal bekæmpes, hvor den stikker sit grimme fjæs frem. Men vil vi også bekæmpe racisme, hvis racisterne er farvede?
No woman, no cry sang Bob Marley. Han kunne også have skrevet sange om drengen med den sorte mor og hvide far, der havde en rædselsfuld barndom, fordi han blev mobbet, fordi han ikke var sort nok.
Eller hvad med børnene i den københavnske omegnsskole, der fik ødelagt skolebøger, så deres madpakker blive smidt i skraldespanden, fordi den ikke var halal og hvor lærerne lukkede øjnene?
Kan potentielle ofre for racisme være racister selv, og hvad stiller vi op med det?
 

Når racismen stikker sit hæslige fjæs frem

En lille skoledreng kommer den ene gang efter den anden løbende hjem og forsøger at få lidt trøst af sin mor. Robert, som drengen er døbt, bliver mobbet nådesløst, men hans mor, der knap er meget mere end en stor skolepige selv, er magtesløs.

Robert, der lyder kælenavnet Bob, er født på Jamaica, og livet er i begyndelsen af 1950’erne råt og hårdt for størstedelen af befolkningen, der lever i fattigdom uden store muligheder for at arbejde sig ud af slummen.

Prøv DenOffentlige

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Lille Bob har et voldsomt handicap. Hans far er hvid, og det er ikke noget, man ser med velvilje på. Der er dels det faktum, at Jamaica er en del af det britiske commonwealth, og matchet mellem den engelske officer og den lokale teenagepige er ikke populært. De var det for så vidt heller ikke i faderens hjemland, så han var stort set fraværende i hele Bobs opvækst.

En hvid far og endda en englænder, så er der dømt mobning.  Hvis Bob prøvede at lyve sig fra sin oprindelse, så afslørede hans lidt blege kulør, at han ikke var helt som de andre.

Men hvorom alting er, så klarede Bob sig alligevel. Det er nok ikke så vigtigt, at hans efternavn var Marley, for det var ikke efternavnet, der gjorde forskellen.

Bob Marley blev manden, der gjorde reggae populært også udenfor Jamaica, og selv om han døde i 1981, så kan vi jo alle sammen vugge med på flere af hans sange.

 

De så den anden vej

I min kreds kan man finde en kvinde, der kom hertil som børnehavebarn fra et af de lande, der i 1970’erne og fremover leverede ikke så få migranter til Danmark. Det er lykkedes hende at frigøre sig fra familiens og kulturens åg, og hun har opdraget sine børn til at være danske borgere, der kun kan nogle høflighedsfraser på bedsteforældrenes sprog.

I tiden omkring årtusindeskiftet gik disse børn i en folkeskole i en københavnsk forstad. Børnene havde ikke det problem, at de var for hvide, men alligevel kom de grædende hjem fra skole efter at være forfulgt af andre elever på skolen.

De var nemlig ikke ordentlige muslimer, for de gik ikke i koranskole, og de var klædt ligesom deres danske kammerater. Og så spiste de ikke halalmad, de spiste madpakker midt under ramadanen, og deres mor var en luder, for hun klædte sig som en dansk kvinde. Der var også rygter om, at deres mor havde deltaget i en personalefest og vistnok drukket et glas vin.

Skolelederen var magtesløs og kunne ikke dæmme op imod en stærk kultur, så disse børn kunne få en tryg skolegang. Lærerne så den anden vej, for det skulle nødig hedde sig. Mobberierne og overfaldene holdt op fra den ene dag til den anden, da familien flyttede og børnene blev optaget på en kristen friskole.

Om jeg ikke synes, det er forkasteligt, når uopdragne etnisk danske børn mobber skolekammerater med rødder i en anden kultur langt væk herfra? Jo da. Det hører ingen steder hjemme. Men jeg synes ikke løsningen ligger i at lukke øjnene for den mobning, der foregår den anden vej rundt.

Det var nærmest umuligt at være Bob med en hvid far på Jamaica for 60 år siden. Det var bestemt heller ikke sjovt at være tredje generations indvandrerbørn med en mor, der gerne ville have sine børn ud af ghettoen og i gang med et ordentligt liv. Familien var i sin tid komme hertil for at skaffe sig en bedre fremtid, men hvis det stod til de andre børn i den københavnske omegnsskole, skulle de aldeles ikke bryde ud og kopiere og ligne værtsbefolkningen. Det kan i en parentes nævnes, at det lykkedes moderen at få sine børn væk fra omegnskommunens massive boligbyggeri.

 

Racisme er racisme

Nogle vil kalde disse eksempler for omvendt racisme, men den slag eksisterer ikke. Der findes kun racisme, og i den rendyrkede form er den modbydelig og hæslig. Om den skal forbydes? Tja, hvordan kan man forbyde, hvad folk tænker og føler?

Jeg synes, det vil batte meget mere, hvis alle dem, der kommer i kontakt med mange forskellige grupper af mennesker, holder øjne og ører åbne og ikke lader sig bremse af misforstået hensyn eller skræk for at blive kaldt noget ubehageligt. Se bare hvor gal det gik i Storbritannien, hvor underprivilegerede britiske piger – mange af dem mindreårige - blev ofre for voldtægter, sexslaveri og sat til at arbejde om prostituerede af voksne mænd med indvandrerbaggrund.

Hvad værre var, at det foregik med politiets og myndighedernes viden. Ingen stoppede overgrebene, for ingen ville risikere at blive kaldt racister. Hvis det ikke var racisme, så findes der ikke racisme. Disse granvoksne mænd ville aldrig i livet have givet sig til at voldtage mindreårige piger fra deres egen kulturkreds for ikke at snakke om at sende dem rundt til andre mænds fornøjelse.

Så slemt står det heldigvis ikke til herhjemme, men hvis der ikke bliver skredet ind overfor grov mobning og overfald, så er vi ude på en sliske, det kan blive umuligt at komme tilbage fra.

Og så er jeg trekvart ligeglad med, om mobberne er hvide, sorte, brune, gule eller orange. Det skal stoppes, og det skal stoppes af dem, der står med begge hænder begravet i miljøerne, hvor den slags sker.

Emneord: Demokrati, Bob Marley, racisme, FV´19, KANDIDATERNE, FV2019, 120319, DF, Dansk Folkeparti

 

Emneord: KANDIDATERNE, FV2019, Brian Mørch, 130319
Brian Mørch på DenOffentlige.dk Opstillet som folketingskandidat for Dansk Folkeparti på Sjælland.    Jeg er 45 år gammel, er gift og har 2 børn. Jeg er i gang med min første perriode i byrådet i Solrød. I mit daglige virke...
Aktivitet: Artikler: 3 | Kompetenceområder: 4

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også