"Naturen kan med stor succes bruges aktivt som løftestang over for drenge og unge mænd, der kæmper med sociale problemer eller har været på kant med loven. Nogle af dem er måske aldrig blevet opfordret til at tage del i friluftslivet," udtaler Miljøminister Kirsten Brosbøl

Naturen får utilpassede unge tilbage på sporet

Københavnske drenge med tilpasningsproblemer får styrket selvtilliden og lærer at tage personligt ansvar i nyt projekt på den gamle Flyvestation Værløse. Det er et godt eksempel på, at naturen kan bruges som social løftestang, og miljøministeren er klar med fem millioner kroner til lignende projekter.

Unge, københavnske drenge, der har haft en svær opvækst og risikerer at komme ud på et sidespor, får i et nyt projekt hjælp til at tage ansvar og komme i gang med en uddannelse eller at søge en praktikplads. I projektet Task Force Green på Flyvestation Værløse får drengene mulighed for en ny start ved at løse forskellige opgaver i naturen.

Det succesfulde projekt er støttet af Miljøministeriet og viser vejen for lignende projekter andre steder i Danmark, der nu får mulighed for at søge om midler gennem en tilskudsordning på fem millioner kroner, der skal give de svageste i samfundet bedre mulighed for natur- og friluftsoplevelser. Pengene blev øremærket af regeringen i Naturplan Danmark og kan fra i dag søges af organisationer, kommuner og foreninger.


Miljøminister Kirsten Brosbøl og Furesø Kommunes borgmester, Ole Bondo Christensen (S), besøgte i dag de unge drenge og medarbejdere fra projekt Task Force Green på Flyvestation Værløse.

- Naturen er meget mere end gåture i skoven. Naturen kan med stor succes bruges aktivt som løftestang over for drenge og unge mænd, der kæmper med sociale problemer eller har været på kant med loven. Nogle af dem er måske aldrig blevet opfordret til at tage del i friluftslivet. Det skal alle have muligheden for, og projektet på Flyvestation Værløse er et godt eksempel på, hvordan vi kan hjælpe unge mennesker, der er kommet ud på et sidespor, ved at bruge naturen og friluftslivet aktivt, siger miljøminister Kirsten Brosbøl. 

Forskning viser, at naturoplevelser kan være med til at styrke helbredet, forbedre selvtilliden og skabe bedre kontakt til andre mennesker. På den måde kan naturen være med til at give eksempelvis sårbare børn, udviklingshæmmede, utilpassede unge og ensomme ældre hjælp og omsorg.

Der kan søges om tilskud til både hel- og delfinansiering af projekter, og der støttes med minimum 400.000 kr. per projekt.

I Furesø Kommune har man allerede tradition for at bruge naturen som social løftestang. Borgmester Ole Bondo Christensen er glad for, at også andre har fået øje på potentialet i Flyvestation Værløses helt særlige naturarealer:

- Vi bruger dagligt arealerne på netop flyvestationen aktivt som en del af Furesøs beskæftigelsesindsats for så forskellige grupper som aktivitetsparate ledige unge og udviklingshæmmede. Den nye pulje vil i tråd hermed give mulighed for at skabe nyttige jobs for vores udsatte unge, som derigennem kan få hjælp til at finde deres plads i samfundet som selvforsørgende og ydende til fællesskabet, siger Ole Bondo Christensen.

Nytænkende projekter efterlyses

Senere på året vil miljøminister Kirsten Brosbøl afgive sin friluftspolitiske redegørelse til Folketingets miljøudvalg, hvor et af indsatsområderne netop er, at naturen skal fungere som social løftestang. Tilskudsordningen er tæt forbundet med netop den del af friluftspolitikken.

De socialt udsatte, der kan få glæde af de kommende projekter, vil også kunne omfatte udsatte børn og unge, krigsveteraner, traumatiserede flygtninge og misbrugere. De endelige projekter skal derfor også gerne afspejle de forskellige behov, der er blandt Danmarks socialt udsatte.

 

Emneord: Task Force Green, Miljøministeriet, Utilpassede unge
Miljøministeriet på DenOffentlige.dk Miljøministeriet
Aktivitet: Artikler: 150 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 05.05.15 RocketScience
    Ind i pølsemaskinen...

    ...med alle de utilpassede børn og unge. De SKAL nemlig rettes til og komme ud som ensartede pæne lige pølser der skal være døve, blinde og stumme lønslaver. ....for som der står i teksten...."Den nye pulje vil i tråd hermed give mulighed for at skabe nyttige jobs for vores udsatte unge, som derigennem kan få hjælp til at finde deres plads i samfundet som selvforsørgende og ydende til fællesskabet", siger Ole Bondo Christensen.

  • 26.03.15 Lars Kristensen
    Hvem skal tilpasses?

    Overskriften på denne artikel er "Naturen får utilpassede unge tilbage på sporet".

    Ærligt talt, hvem er det der er utilpasset?

    Kunne det ikke tænkes, at det er vort samfunds måde at være indrettet på og dets uddannelsesinstitutioner m.v. der er utilpasset det menneskelige væsen og ikke mennesket der er utilpasset.

    For mig lyder det, som at de såkaldt "utilpassede" børn er børn der hopper op på en teaterscene og forstyrre skuespillet på scenen.

    Meningen med menneskelivet er efter min opfattelse ikke at mennesket skal oplæres til at være et velvilligt arbejdsredskab for et computerstyres samfundssystem.

    Jeg fornemmer, at vort samfund (inkl. det globale) er ved at være så langt væk fra det faktiske og reelle liv, som det overhovedet kan komme.

    Vort menneskelige liv er gjort livsafhængig af en teknologisk computerstyret verden.

    Så kommer I farerne og siger, at børn der reagerer menneskeligt sundt og fornuftigt på et utilpasset samfundssystem, er utilpassede børn.

    Prøv dog at lytte til børnene, i stedet for til det teknologisk computerstyrede samfundssystem, så vil I godt nok opdage, hvad det er for et menneskefjendsk samfundssystem vi mennesker har fået bygget op omkring os og som efterhånden gør os sunde og fornuftige mennesker psykisk syge i hovedet, fordi vi mennesker reagerer sundt og fornuftigt på et menneskefjendsk computerstyret samfundssystem.

    Det er ikke børnene der er utilpasset, det er og bliver det livsfjerne samfundssystem vi mennesker har fået bygget op omkring os.

    Lyt til mennesket og til mennesket i jer selv og ikke til det computerstyrede samfundssystem, så vil i opdage, hvem og hvad der er utilpasset - børnene er det under ingen omstændigheder.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også