Allan Vendelbo fra SKI til Greve Kommune

03/01/2011 13:54

Nick Allentoft

Den 55-årige Allan Vendelbo bliver ny kommunaldirektør i Greve Kommune. Dermed bliver den ledige kommunaldirektørstol besat af en meget kompetent, erfaren og respekteret offentlig topleder.

Det bliver en meget kompetent, erfaren og respekteret offentlig topleder, der overtager posten som kommunaldirektør i Greve Kommune. Den 55-årige Allan Vendelbo tiltræder stillingen den 1. februar, og han kommer fra en stilling som salgs- og marketingdirektør i Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S.

Allan Vendelbo har tidligere været partner og direktør hos Lundgaard-konsulenterne, og fra midten af 90’erne til 2006 var han kommunaldirektør i kommunerne Stenløse, Høje-Taastrup og Ballerup.

Den nye kommunaldirektør i Greve Kommune har tillige bestridt en lang række tillidshverv som fx formand for Kommunaldirektørforeningen i Danmark, formand for Sammenslutningen af Kommunale Chefforeninger og formand for den Europæiske Kommunaldirektørforening.

”Jeg er meget glad for, at vi kan ansætte en så kompetent, udviklingsorienteret og erfaren ny kommunaldirektør som Allan Vendelbo”, siger borgmester Hans Barlach. ”En kommunaldirektør som samtidig har et stort netværk blandt offentlige ledere, hvor han også er meget respekteret. Det lover godt for fremtiden og de store udfordringer som Greve og landets andre kommuner i disse år står over for”.

Allan Vendelbo er uddannet cand.scient. fra Århus Universitet i 1980 og har derudover suppleret sig med en række lederuddannelser.

Mest Læste

Annonce