Beredskabschef stopper efter skandale-sag

21/02/2012 14:15

Ritzau

Tommy Sillemann stopper som beredskabschef i Frederiksberg Kommune efter anonyme anklager. Den såkaldte Whistleblower-sag i Frederiksberg Kommune får nu beredskabschef Tommy Sillemann til at sige op. Beredskabschefen stopper efter anklager om, at han bland andet har ladet ansatte reparere sit hus.

Tommy Sillemann har oplyst, at han finder det for vanskeligt at genoprette tilliden og samarbejdet i brandvæsnet, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

- Jeg har arbejdet med mange spændende og udviklende beredskabsmæssige opgaver gennem årene i et stort beredskab med mange dygtige og engagerede medarbejdere.

- Jeg har lært en masse og høstet mange erfaringer, som jeg kan tage med mig i mit videre virke, siger den afgående beredskabschef i pressemeddelelsen.

I slutningen af 2011 indførte Frederiksberg Kommune en såkaldt whistleblower-ordning, hvor ansatte anonymt kan henvende sig, hvis de har kendskab til, at der foregår noget ulovligt.

Der gik ikke lang tid, inden der kom beskyldninger om, at Sillemann gennem flere år havde lavet brandfolk bruge arbejdstid på at reparere sit hus, ligesom han beskyldes for at have ladet sin privatbil reparere på brandstationens værksted.

Kommunen sendte før jul beredskabschefen midlertidig hjem som følge af anklagerne. Samtidig fik man Kommunernes Landsforening til at indlede en undersøgelse af sagen.

Kommunen tager opsigelsen til efterretning, og afbryder dermed også den igangværende undersøgelse af den tidligere beredskabschefs embedsførelse, som blev rejst på baggrund af den anonyme henvendelse.

By- og Miljødirektør Ulrik Winge understreger, at det handler om at se fremad:

- Det har været en svær periode for alle involverede. Nu tager vi opsigelsen til efterretning og fokus i kommunen og i brandvæsnet er at se fremad.

- Vi skal have en ny beredskabschef og vi skal have ro, arbejdsglæde og trivsel i brandvæsnet, som yder et meget stort og vigtigt arbejde på Frederiksberg, siger Ulrik Winge.

Beredskabschefen fratræder formelt sin stilling med udgangen af marts. Han er efter aftale fritstillet i perioden.

Viceborgmesterens pressemeddelelse om whistleblower-ordningen

Mest Læste

Annonce