Berlusconi træder tilbage i 2013

08/07/2011 12:37

Nick Allentoft

Silvio Berlusconi, Italiens premierminister, træder tilbage efter næste valg i 2013, siger han i en avis.

Italiens omstridte premierminister, rigmanden Silvio Berlusconi, træder tilbage efter næste valg i 2013. Det siger han til den italienske avis La Repubblica.
Den 74-årige Berlusconi har tidligere tilkendegivet, at han ikke har intentioner om at genopstille, men denne gang siger han direkte, at han ikke genopstiller.
Han udpeger sin justitsminister Angelino Alfano til sin efterfølger, siger han i interviewet.
- Absolut ikke, svarer Berlusconi på et spørgsmål, om han genopstiller og tilføjer:
- Kandidaten til posten som premierminister for centrumhøjre koalitionen er Alfano. Hvis jeg kunne, ville jeg træde tilbage nu.
Berlusconi har ved flere lejligheder sagt noget lignende i de seneste uger.
Den 40-årige Angelino Alfano blev tidligere i juli udpeget til generalsekretær for Berlusconis Folkets Frihedsparti.
- Jeg vil føre valgkamp, og jeg vil hjælpe Alfano, siger Berlusconi.
Premierministeren er hårdt presset af en række skandaler. Blandt andet anklages han for at have haft sex med en mindreårig, og han er indblandet i en række korruptionssager.
/ritzau/Reuters
 

Mest Læste

Annonce