Bjørn Høi Jensen bliver formand for CEPOS

23/04/2012 14:21

Administrator

Erhvervsmanden Bjørn Høi Jensen tiltræder som ny formand for tænketanken CEPOS umiddelbart efter det ordinære centerrådsmøde onsdag d. 6. juni, hvor han forventes valgt af den tiltrædende bestyrelse.

Bjørn Høi Jensen er cand. polit. og bestyrelsesmedlem i Gyldendal, Rockwool International og Erhvervsinvest. Han er tidl. partner i EQT, en af Europas førende kapitalfonde. Høi Jensen har siddet i CEPOS’ bestyrelse siden 2008 og overtager nu formandsposten fra den forhenværende forsvarsminister, Bernt Johan Collet, som har valgt at trække sig.

Bernt Johan Collet, der fyldte 70 år i november, har været formand for CEPOS’ siden stiftelsen i 2004. ”Bernt Johan har gjort et helt enestående stykke arbejde. Uden ham var CEPOS formentlig slet ikke blevet til noget. Han efterlader en velfungerende og slagkraftig tænketank. Det er en fantastisk bedrift, og vi står alle i stor gæld til ham”, udtaler den nyvalgte formand.

”Der er meget få institutioner udenfor centraladministrationen, der ud over at analysere samfundsindretning kommer med helt konkrete forslag til, hvordan vi kan løse samfundets problemer. Det gør CEPOS, og derfor udfylder tænketanken en meget væsentlig samfundsopgave, og jeg glæder mig til at sætte mig i spidsen for det arbejde”, udtaler Bjørn Høi Jensen.

”Jeg har siddet i CEPOS’ bestyrelse siden 2008 og vil derfor fortsætte den linje for arbejdet, som vi her har lagt. Formandsskiftet vil derfor ikke betyde en ny retning for CEPOS’ arbejde”, siger den kommende bestyrelsesformand.

CEPOS er en privat finansieret, uafhængig tænketank, som arbejder for en samfundsindretning, hvor de borgerlige frihedsrettigheder - herunder den private ejendomsret, ytringsfrihed og aftalefrihed – respekteres og beskyttes, hvor civilsamfundet og markedet overtager stadig flere opgaver fra de skattefinansierede og politisk styrede, offentlige institutioner, og hvor erhvervslivet sikres de bedst mulige skatte- og rammevilkår for at kunne konkurrere i den globale økonomi og dermed sikre vækst og velstand.

Tænketanken udgiver notater, arbejdspapirer, bøger og videnskabelige artikler. Den arrangerer gå-hjemmøder og konferencer i sine lokaler på Landgreven 3 i København og driver CEPOS Universitet – en supplerende uddannelse til de studerende ved videregående uddannelser.

/CEPOS/

 

Mest Læste

Annonce