Borgmesterkandidat i København opgiver

23/05/2011 13:29

Nick Allentoft

Borgmesterkandidat Bjarne Fey går alligevel ikke efter borgmesterpost. Opbakningen er for lille.

Det mangeårige medlem af Borgerrepræsentationen for SF Bjarne Fey stiller alligevel ikke op til posten som teknik- og miljøborgmester i København.
Stillingen er ledig, fordi Bo Asmus Kjeldgaard trak sig fra posten som følge af en boligsag, hvor han i strid med valgloven har boet i en anden kommune, end den han er valgt i.
Ifølge Berlingske har Bjarne Fey været ude at sondere det politiske terræn, og opbakningen er ikke stor nok. I stedet har Pernille Bendix meldt sit kandidatur.
De øvrige kandidater er politisk ordfører Ayfer Baykal, gruppeformand Klaus Mygind og medlem af Borgerrepræsentationen Iben Wiene Rathje.
Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen går efter at blive ny politisk leder af SF på Københavns Rådhus.
Den nye borgmester skal udpeges på onsdag ved et aftenmøde i bestyrelsen for SF i København.
Imens kandidaterne står i kø for at få fingrene i posten som teknik- og miljøborgmester, har kulturminister Per Stig Møller (K) tilbudt Bo Asmus Kjeldgaard et job.
Ministeriets administrationschef, Jane Pade, bekræfter over for Ekstra Bladet, at der står en stilling klar til Bo Asmus, "hvis han vil have den".
Hun bekræfter også, at der er tale om en stilling svarende til et job som specialkonsulent.
Bo Asmus fik i 1997 orlov fra en stilling inden for Kulturministeriets område, og han har derfor nu ret til at vende tilbage i et job svarende til det, han havde for godt 13 år siden.

Mest Læste

Annonce