Ellen Dissing bliver ny økonomichef i Silkeborg Kommune

29/04/2020 13:06

Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt ansættelsen af Ellen Dissing som ny økonomichef med ansvar for økonomi og it i Silkeborg Kommune. Hun afløser Lisbeth Hansen, som er rykket til Sønderborg Kommune som økonomidirektør.

Ellen Dissing er uddannet cand. merc. i erhvervsøkonomi og økonomistyring og har en master i offentlig ledelse (MPG) fra Aalborg Universitet. Hun kommer fra en stilling som økonomichef i Thisted Kommune og har 18 års ledelseserfaring. I næsten 25 år har hun beskæftiget sig med kommuners økonomi, først som revisor ved Kommunernes Revision og siden i forskellige stillinger i Skive, Holstebro, Herning og Thisted kommuner.

"Vi får en stærk økonomichef med stor ledelses erfaring, et engagement i digitaliseringsstrategier og -projekter, og ikke mindst stor erfaring med kommunernes komplicerede økonomi. Vi glæder os til at byde Ellen Dissing velkommen i Silkeborg Kommune," siger kommunaldirektør Lone Lyrskov.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af fællesskabet i Silkeborg Kommune og være med til den udvikling, som Silkeborg er inde i som en af de store vækstkommuner i Danmark. Jeg er opvokset med den storslåede natur på Thy, og derfor er det også en personlig glæde, at skulle arbejde i den smukke kommune, som er kendt som Danmarks Outdoor Hovedstad," siger Ellen Dissing.

Ellen Dissing er 49 år og bor i Herrup mellem Viborg og Holstebro med sin mand. De har tre børn på 15, 18 og 20 år. Ellen Dissing tiltræder 1. juni 2020.

Mest Læste

Annonce