Formand forlader DSB på grund af helbredet

26/04/2011 14:04

Nick Allentoft

DSB's bestyrelsesformand trækker sig fra sin formandspost efter balladen i DSB. Hele toppen er nu væk.

DSB's formand, Morgens Granborg, trækker sig fra posten. Det sker efter regnskabsrod i DSB og DSBFirst.
For lidt mere end en måned siden var det ellers Mogens Granborg, der den 17. marts fyrede den daværende direktør for DSB Søren Eriksen. Og nu er sagen åbenbart vokset så meget, at Granborg selv trækker sig tilbage.
Granborg forlader bestyrelsen onsdag på DSB's virksomhedsmøde, oplyser DSB.
I sit afskedsbrev til transportminister Hans Christian Schmidt (V) begrunder Mogens Granborg sin fratrædelse med helbredsmæssige grunde:
- Jeg nåede, da jeg kom hjem efter bestyrelsesmødet sent i aftes, til den konklusion, at jeg af helbredsmæssige årsager er nødt til at trække mig som bestyrelsesformand.
- Jeg er naturligvis indstillet på at hjælpe ministeriet og bestyrelsen med afslutningen af de igangværende undersøgelser, og jeg vil selvfølgelig medvirke til at overlevere til en ny formand, skriver han i brevet til transportministeren.
Mogens Granborg blev bestyrelsesformand i DSB i 2002.
Meddelelsen om, at Granborg nu forlader DSB, kommer på dagen, hvor bestyrelsen afleverer en redegørelse til Hans Christian Schmidt.
Og med den store "løben af pladsen" i DSB-ledelsen mangler selskabet nu en administrerende direktør, en økonomidirektør og en bestyrelsesformand.
I redegørelsen skal bestyrelsen gøre rede for det, som ministeren har opfattet som tre tilfælde af "vildledning" af Transportministeriet i den eskalerende sag.
DSB er under mistanke for at have ydet ulovlig statsstøtte til datterselskabet DBSFirst, der blandt andet driver togstrækningen på Kystbanen ved København, gennem for lave lånerenter.
DSB har siden afsat over 700 millioner kroner til at rydde op i miseren om DSBFirst.

Mest Læste

Annonce