Geertsen vraget som folketingskandidat

09/02/2011 10:18

Nick Allentoft

En ærgerlig Martin Geertsen tabte slaget om at blive folketingskandidat for Venstre på Frederiksberg.

Venstres tidligere kultur- og fritidsborgmester i København Martin Geertsen tabte tirsdag aften en afstemning om at blive Venstres folketingskandidat i Frederiksberg Slotskreds.
Selv om kredsens bestyrelse havde indstillet Geertsen, endte afstemningen med en klar sejr til Jan E. Jørgensen, som fik 29 stemmer mod Martin Geertsens 13. Det var kun de to, der stillede op.
- Jeg er utrolig glad og lettet, siger den 45-årige Jan E. Jørgensen, der har været kommunalpolitiker på Frederiksberg de seneste 13 år.
Taberen i spillet om kandidaturet ærgrede sig derimod efter nederlaget.
- Jeg er skideærgerlig. Jeg havde forberedt mig godt. Men uden at nedgøre Jan E. Jørgensens store kvaliteter, tror jeg godt, jeg kan sige, at det udslagsgivende blev ønsket om at få en lokal kandidat, siger Martin Geertsen.
Frederiksberg Slotskreds har tidligere givet valg til Rikke Hvilshøj, og Jan E. Jørgensen tror da også på, at han har "en rigtig god chance" for at komme i Folketinget.
- Jeg kan bruge mine erfaringer fra Frederiksberg til at forklare christiansborgpolitikerne, at de skal lade være med at fare frem med lovgivning og detailregulering, hver gang de hører en dårlig historie om en kommune - typisk København - som ikke kan finde ud af tingene, siger han og tilføjer:
- Der er faktisk mange kommuner, der ligesom Frederiksberg fungerer supergodt, siger han.
I 2005 stillede Martin Geertsen op til Folketingsvalget og kæmpede en indædt kamp mod Venstres daværende politiske ordfører, Jens Rohde, i den daværende Søndre Storkreds.
Han meddelte i januar, at han ville gøre endnu et forsøg på at komme i Folketinget. Frederiksberg Slotskreds blev ledig, efter at Malou Aamund takkede ja til et chefjob i Microsoft.
Geertsen har efter nederlaget ingen umiddelbare planer om et nyt comeback-forsøg.
- Men man skal aldrig sige aldrig. Det afhænger af, om nogen spørger mig, siger han.

Mest Læste

Annonce