Hanne Madsen til Jammerbugt Kommune

29/04/2013 12:28

Jammerbugt Kommune

Hanne Madsen er i dag forvaltningschef for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, og har en bred baggrund og god indsigt i de faglige områder indenfor Social-, Sundhed- og Beskæftigelse. Hun har tidligere blandt andet været ansat som jobcenterchef i Thisted med ansvar for arbejdsmarkedsindsatsen og været direktør i Sydthy Kommune med ansvar for borgmesterkontor, løn og personale, børn og unge samt andre serviceområder.

Hanne Madsen er 50 år og har også stor erfaring fra det private erhvervsliv, fordi hun har været servicechef for Dansk Supermarked, salgsleder i Schur og har haft mange andre spændende lederstillinger blandt andet i ISS. Hanne er oprindeligt uddannet merkonom, men har en lederuddannelse fra ISS bag sig og har siden bygget videre med en uddannelse fra Aalborg Universitet i Master of Labour Market Regulation and Human Resource Management.

- Hanne ser frem til jobbet som socialdirektør, og glæder sig til at starte. Hun siger blandt andet, at det er vigtigt at se beskæftigelsesområdet i sammenhæng med uddannelsesområdet for at skabe vækst, samt at den forebyggende sundhedsindsats overfor borgerne også er meget vigtig og selvfølgelig, at der er kvalitet i omsorgen overfor alle borgerne, som har brug for hjælp og pleje.

- Borgmester Mogens Gade er godt tilfreds med valget af Hanne, da hun har erfaring fra de tre serviceområder social, sundhed og beskæftigelse. Hun matcher profilen på stillingen perfekt og hun har bevist, at man opnår resultater via dialog med medarbejderne. Borgmesteren glæder sig til at samarbejde med Hanne i direktionen og er glad for, at have fundet en dygtig fagdirektør, der også dækker bredt.

Blandt et velkvalificeret ansøgerfelt på i alt 26 ansøgere er der således nu truffet beslutning, og den samlede ledelse for forvaltningen er hermed på plads efter en periode med en vakant direktørstilling og tilsvarende vakant stilling som beskæftigelseschef. For kort tid siden blev også chefstillingen som beskæftigelseschef med virkning fra 1. maj 2013 besat med Jannie Knudsen. Kommunaldirektør Henrik Hartmann lægger vægt på, at der nu er en samlet ledelse på plads. Dette sikrer yderligere handlekraft, således at der i samarbejde og dialog med medarbejderne og øvrige ledere fortsat arbejdes intensivt med opgaver, udfordringer og udviklingen af organisationen.
Hanne Madsen starter den 1. juni i Jammerbugt Kommune.

Mest Læste

Annonce