Henriette Kjær bliver lobbyist

15/05/2012 09:59

Ritzau

Den tidligere konservative minister Henriette Kjær har fået job hos bureauet Ehrenberg Kommunikation.

Efter at have forladt den politiske verden efter folketingsvalget i efteråret 2011, har den tidligere konservative toppolitiker Henriette Kjær fundet nyt job.
Den stormombruste tidligere minister skal være lobbyist og kommunikationsmedarbejder hos bureauet Ehrenberg Kommunikation, skriver dagbladet Børsen.
Bureauet har fokus på logistik og turisme og opererer i hele Østersøområdet fra kontorer i København, Malmø, Oslo og Lübeck.
Henriette Kjær var gennem en årrække en af Konservatives virkelige topfigurer. I Anders Fogh Rasmussens (V) regering var hun først socialminister og minister for ligestilling, og bagefter blev hun minister for familie- og forbrugeranliggender.
Sidstnævnte stilling sad hun blot i i lidt over et halvt år, hvorefter hun trak sig. Det skyldes, at det kom frem, at hun var blevet dømt som dårlig betaler.
Fra 2005 blev hun politisk ordfører for partiet, og fra 2008 var hun ligeledes formand for folketingsgruppen. Begge poster trak hun sig fra i januar 2011, da det blev afsløret, at der var uorden i hende og manden, Erik Skov Pedersens, privatøkonomi.
Senere blev Erik Skov Pedersen idømt tre års fængsel i en sag om bedrageri.
Henriette Kjær undlod at stille op ved sidste folketingsvalg.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce