Jakob Scharff fra KL til Dansk Erhverv

01/07/2011 14:02

Nick Allentoft

Dansk Erhverv har ansat Jakob Scharff som ny chef for offentlig-privat samarbejde. Jakob Scharff kommer fra en lignende stilling som OPS-chef i KL, hvor han blandt andet har haft ansvaret for KL’s rådgivning om udbud, udbudsregler og indkøbspolitik.

Ansættelsen sker som led i Dansk Erhvervs oprustning inden for offentlig-privat samarbejde, som organisationen forventer vil vokse markant de kommende år.

”De seneste års pres på de offentlige budgetter har medført et stærkt stigende samarbejde mellem det offentlige og de private leverandører, og den udvikling forventer vi vil fortsætte de kommende år. Derfor er vi også glade for, at Jakob Scharff som en af de mest kompetente på området har takket ja til jobbet som chef for offentlig-privat samarbejde, hvor han både skal deltage i det politiske arbejde og i at rådgive vores medlemsvirksomheder om samarbejdet med det offentlige,” siger direktør i Dansk Erhverv Christian T. Ingemann.

Jakob Scharff glæder sig også til den nye rolle som sparringspartner for erhvervslivet. Med sine 15 år i KL har han opbygget et stærkt politisk netværk og en unik kompetence inden for de områder, som mange leverandører finder komplekse i samarbejdet med det offentlige.

”Det bliver spændende at komme over på den anden side af bordet og arbejde både politisk og med rådgivning af virksomhederne om eksempelvis regler og tilbudsgivning til det offentlige. Mine 15 år i KL har givet mig en god indsigt i, hvad der skal til for at vinde udbud, og den erfaring får Dansk Erhvervs medlemmer nu mulighed for at trække på,” siger Jakob Scharff.

Jakob Scharff er 39 år, gift og har to tvillingepiger på 10 år.

Mest Læste

Annonce