Jammerbugt Kommune får Erhvervs- og Turistchef fra Skagen

Jammerbugt Kommunes nye Erhvervs- og Turistchef hedder René Zeeberg. Økonomiudvalget har godkendt ansættelsen af den nye Erhvervs- og Turistchef.

Den 31-årige René Zeeberg kommer fra en stilling som Projekt- og Pressechef ved Skagen Turistbureau, hvor han med stor succes har udviklet en række destinationsfremmenetværk og skabt værdifuld omtale af Skagensområdet bl.a. igennem ”Kaos i Skagen” kendt fra TV2s sendeflade, BBC Coast og Bille Augusts nye spillefilm “Marie Krøyer”, der får premiere til september.

”Jeg er utrolig stolt over at få mulighed for at arbejde med Jammerbugt Kommune, som jeg mener, er et meget spændende område indenfor turisme og erhverv. Jeg ser den nye sammenlægning af erhvervs- og turismeområdet som en styrkelse af kommunens fokus på området, og jeg mener, at den nye struktur kan fungere som en dynamo for erhvervsfremme i hele kommunen. Jeg ser også frem til at arbejde sammen med de turist- og erhvervsfaglige medarbejdere, som gør et stort arbejde for at understøtte vækst og skabe kompetenceudvikling i det lokale erhvervsliv”, forklarer René Zeeberg.

”En af mine første opgaver er at indgå i tæt dialog med Jammerbugt Kommunes erhvervs- og turismeaktører, Erhvervsrådet, Turistform og Erhvervsforeningen for at danne et overblik over udfordringer, fremtidige opgaver og strategiske fokusområder. Det bliver også spændende at indgå i dialog med politikere og mine kollegaer i kommunen”, understreger René.

En tilfreds borgmester
Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade er rigtig godt tilfreds med valget af René Zeeberg. ”René giver os en spændende ballast med alle de relationer, han har til turismeerhvervet og til erhvervslivet. Samtidig har René i en årrække arbejdet med helårsturisme i Skagensområdet, et punkt, som vi lægger utroligt meget vægt på i Jammerbugten. René er for eksempel projektchef ved Innovation Skagen365 – som er Skagens helårsturismestrategi og udviklingsprojekt, så det ligger fint i tråd med vores visioner om udvikling af Jammerbugten som helårskystferiedestination, ” siger borgmesteren.

”René har også gode relationer til VisitNordjylland, til Regionen og har desuden stor erfaring i EU-projekter. Han er også ekstern lektor ved Aalborg Universitet ved Institut for Kultur og Globale Studier, så han er ajour med den nyeste forskning”, forklarer Mogens Gade.

Erhvervs- og Turistchefen helt privat
Privat er René Zeeberg gift med Nina og sammen har de sønnen Philip på halvandet år. René har en stor forkærlighed for området og har en nær tilknytning til Blokhus, hvor familien har haft sommerhus gennem tre generationer. “Jeg har altid været meget begejstret for Vestkysten, som byder på utrolig mange kvaliteter, men jeg har også i mange år været ivrig fritidssejler og med denne kombination af Limfjorden på den ene side og Jammerbugten på den anden side, så føler jeg virkelig, at Jammerbugt Kommune tilbyder det bedste af begge verdener”, siger René.

Fakta:
René Zeeberg er uddannet cand.mag. i Tourism Marketing & Management fra Aalborg Universitet, og har siden 2010 været tilknyttet Aalborg Universitet som Ekstern Lektor på institut for Kultur og Globale Studier. Tidligere har René Zeeberg bl.a. været ansat hos UNESCOs regionale hovedkontor i Bangkok.

Arbejdsområderne som Erhvervs- og Turistchef er mangeartede, men det ligger allerede nu fast, at Erhvervs- og Turistchefen skal udvikle Jammerbugt Kommunes nye erhvervs- og turismeorganisation, digitalisere turistservice og styrke afdelingens interne og eksterne relationer.

Jammerbugt Kommune på DenOffentlige.dk Jammerbugt Kommune
Aktivitet: Artikler: 7 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer