Jannie Knudsen er den nye beskæftigelseschef i Jammerbugt Kommune

27/02/2013 14:25

Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune har ansat den 42-årige Jannie Knudsen fra Cowi som beskæftigelseschef. Hun kommer fra en stilling som projektchef med nationalt ledelses- og markedsansvar.

Udover ansættelse og ledelsesmæssig erfaring fra den private sektor, har Jannie også en meget stor ledelsesmæssig erfaring fra den offentlige sektor via forskellige ansættelser i fx Rebild som Jobcenterchef, myndighedschef i Aalborg Kommune, og en årrække som stabschef og vicekommunaldirektør i det gamle Hals Kommune.

Jannie siger, at hun passer godt ind i Jammerbugt Kommunes univers. Jannie nævner selv, at hun har en ledelsesstil, der bygger på åbenhed og inddragelse af medarbejdere, samt en stor økonomisk indsigt, fordi i alle tidligere ansættelser har hun haft budgetansvar. Jannie har tilmed været økonomichef i det tidligere Hals Kommune.

Den faglige ballast er i høj grad også med i Jannies bagage. Via arbejdet i Cowi har Jannie fået stor indsigt i arbejdsmarkedsområdet, fordi hun har fungeret som konsulent på arbejdsmarkedsområdet. Derudover har hun beskæftiget sig med området via sine ansættelser blandt andet i Rebild som Jobcenterchef og i mange andre sammenhænge.

Borgmester Mogens Gade er også godt tilfreds med de kvalifikationer, som Jannie Knudsen har med i rygsækken. Det er præcis disse kvaliteter som åbenhed og tillidsvækkende ledelse, økonomisk indsigt og faglig ballast som borgmesteren sætter i højsædet. Han ser frem til samarbejdet med Jannie og glæder sig over at have fundet en ny beskæftigelseschef blandt 20 ansøgere.

Tillykke til Jannie med jobbet.

Mest Læste

Annonce