Jens Rohde erkender: Et farvel som spidskandidat

03/01/2013 21:30

Ritzau

Jens Rohde har med åbne øjne skubbet sig selv ud i kulden, når det gælder valg af Venstres EU-spidskandidat.

Venstres Jens Rohde har sagt ja til at blive ny kandidat til Europaparlamentet for Venstre i Nordjylland.
Og med de nuværende regler vil det være et farvel til titlen som Venstres spidskandidat, erkender den kontroversielle Venstre-politiker.
- Som opstillingsformen er på nuværende tidspunkt, vil det være et farvel som spidskandidat, fordi spidskandidaten ikke har nogen kreds. Det er et valg, jeg har truffet med åbne øjne.
- Nu skal hovedbestyrelsen træffe beslutning om, hvilken opstillingsform man vælger. Så der er det rimelig enkelt en gang for alle at udelukke, at jeg kan blive spidskandidat ved at bevare den nuværende opstillingsform, siger Jens Rohde.
Jens Rohde skulle på Venstres landsmøde i november sidste år have været kåret til partiets spidskandidat til Europaparlamentet i 2014, ligesom han var ved det seneste EP-valg i 2009.
Men efter stor dramatik blev valget af spidskandidat udskudt til landsmødet i 2013.
Det skete, efter at Jens Rohde midt i landsmødet var medforfatter på en kronik i Berlingske, hvor han opfordrede til mere vidtrækkende EU-reformer, end Venstre går ind for. Blandt andet luftede Jens Rohde tanker om et fælles europæisk militær.
- Det er fuldstændig klokkeklart, at hvis jeg gerne vil opstilles til Europaparlamentet, så kan jeg ikke gå frem til næste landsmøde og risikere, at det samme sker en gang til, siger Jens Rohde.
Rohde har orienteret Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, om sin beslutning, som nu kan sende Venstre-ledelsen på jagt efter en ny EU-spidskandidat.
- Jeg har orienteret Lars om, hvad jeg gør. Alt andet vil være uordentligt. Men det er ikke noget, jeg har drøftet med ham på forhånd, siger han.
Siden det dramatiske landsmøde i november har Jens Rohde ifølge eget udsagn fået flere tilbud - både på kommunalt hold og i forhold til folketingskredse - inden han takkede ja til tilbuddet fra Venstre i Nordjylland.
- Nu består Venstre jo heldigvis af andre end en snæver kreds på Christiansborg, som åbenlyst ikke har ønsket mig som spidskandidat.
- Venstre er et bredt parti, og Nordjylland er den største kreds med nogle fantastiske mennesker, som har været ualmindeligt dedikerede i forhold til, at de har ønsket, at jeg skulle repræsentere dem, siger Jens Rohde.
/ritzau

Mest Læste

Annonce