Jette Runchel ny kommunaldirektør

26/09/2012 15:59

Albertslund Kommune

Tirsdag den 25. september besluttede en enig Kommunalbestyrelse at ansætte konstitueret kommunaldirektør Jette Runchel som ny kommunaldirektør. Jette Runchel overtager kommunaldirektørjobbet i Albertslund Kommune efter Bo Rasmussen, der blev kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune 1. juni.

Jette Runchel kommer fra en stilling som børne- og ungedirektør i Albertslund Kommune, som hun har fungeret i i siden 2006. Her har Jette Runchel ledelsesmæssigt stået for en omfattende udvikling af dagtilbud og folkeskoleområdet og konsolideret den daglige drift og økonomistyringen af området.

Borgmester Steen Christiansen siger om udnævnelsen af Jette Runchel som kommunaldirektør:

"Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Jette Runchel. Som kommunaldirektør skal hun stå i spidsen for at omsætte Kommunalbestyrelsens vision og strategi for Albertstlunds fremtid og sikre udviklingen af Albertslund Kommunes organisation. Jette Runchel kender politikerne, medarbejderne og byens borgere, og jeg er sikker på, at hun er den rette til at fortsætte den gode udvikling, Albertslund befinder sig i, og samtidig fastholde den økonomiske styring som gennem de senere år har sikret, at Albertslund Kommune har en stærk og robust økonomi."

Før Jette Runchel kom til Albertslund Kommune i 2006 var hun børne- og kulturdirektør i Frederiksværk Kommune og inden da børne- og ungechef i Køge Kommune.

Jette Runchel tiltræder kommunaldirektørstillingen d.1. oktober 2012.

Mest Læste

Annonce