Kim Kofod Hansen til Norddjurs

Kim Kofod Hansen bliver Norddjurs Kommunes nye udviklingsdirektør. Han glæder sig til at forløse kommunens potentialer for vækst.

Det bliver en direktør med et stærkt netværk, solide erfaringer og sans for at samarbejde på tværs, som d. 1. november i år tiltræder som Norddjurs Kommunes nye udviklingsdirektør med ansvar for en ny samlet forvaltning bestående af kultur - og udviklingsområdet og teknik - og miljøområdet.

Kim Kofod Hansen, nuværende erhvervs - og udviklingschef i Randers Kommune, løb med jobbet foran et felt på 26 andre ansøgere. Den 46-årige Cand. Scient. Pol.’er fra Hjortshøj er med egne ord ”fantastisk glad” for udsigten til sit kommende job og glæder sig til at blive en del af Norddjurs Kommune.

”Jeg ser frem til at være med til yderligere at afdække og forløse Norddjurs’ mange udviklingspotentialer. F.eks. væksten omkring Grenaa Havn og Havets Hus, havmølleparken, kommunens bosætningspotentialer og perspektiverne indenfor klima og miljø har vi kun set begyndelsen af”, siger Kim Kofod Hansen.

Han betegner sig selv som handlingsorienteret, helhedstænkende og ihærdig. Men som chef lægger han også vægt på, at man skal have det godt med hinanden – og have det sjovt.

”Jeg tror, at hvis man har det godt sammen, skaber man endnu bedre resultater. Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for den nye, store forvaltning, til at arbejde og tænke på tværs og til at udstikke kursen sammen med chefer og medarbejdere”, siger Kim Kofod Hansen.

Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Norddjurs Kommune, glæder sig til at byde Kim Kofod Hansen velkommen i direktionen.

”Jeg er sikker på, at Kim vil blive værdifuld, når vi skal skærpe vores profil yderligere, identificere vores fokusområder for udvikling og ikke mindst omsætte visionerne til konkret handling. Samtidig er han en person, der kan favne bredt og stå i spidsen for den store og bredt sammensatte forvaltning, hans kommende direktørområde består af”.

”Endelig har han både kompetencer og erfaring til at levere politisk betjening af høj kvalitet samt god service til virksomheder og borgere”.

Norddjurs Kommune på DenOffentlige.dk Norddjurs Kommune
Aktivitet: Artikler: 15 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer