Kim Ulrik Larsen ny direktør for Næstved Erhverv

26/11/2012 11:08

Næstved Kommune

Den 4. december sætter Kim Ulrik Larsen sig i direktørstolen som frontfigur i det nyligt etablerede Næstved Erhverv A/S. Direktøren har det lange lys på, når han ser ind i fremtiden.

”Jeg har en omfattende baggrund i det private erhvervsliv og tager konsekvent udgangspunkt i virksomhedernes behov, både nu og på længere sigt.”

Sådan lyder ordene fra 49-årige cand. merc. Kim Ulrik Larsen, som om et par uger kan kalde sig direktør for Næstved Erhverv A/S. Hans vigtigste opgave fra posten i Teatergade 6 bliver at fremme og understøtte virksomhederne i hele Næstved Kommune, og nøgleordene er klare: Det handler om service, udvikling og vækst.

Næstved Erhverv er en del af den nye lokale erhvervsservice etableret af Næstved Kommune og Næstved-Egnens Udviklingsselskab, en organisation, der balancerer på to ben: En kommunal erhvervsenhed med ansvar for den strategiske erhvervsfremme og myndighedsbehandling samt altså aktieselskabet Næstved Erhverv. Sidstnævnte har ansvaret for den direkte erhvervsservice til både iværksættere og eksisterende virksomheder.

Men hvad er det helt konkret, Kim Ulrik Larsen vil bidrage med?

”Helt konkret vil jeg bidrage med værktøjer, der kan hjælpe virksomhederne, dér hvor de er. Vi skal være katalysatorer for vækst og udvikling i den enkelte virksomhed. Det kan fx være, at de har brug for en bestyrelse, skal have styrket deres internationale konkurrencekraft eller blot har brug for lidt sparring på en god strategi. Vi vil også gennemføre individuelle sparringsforløb og kurser for iværksættere, så vi kan få endnu mere gang i det i forvejen stærke iværksættermiljø, der er i Næstved. En anden, men også helt central opgave er, at vi skal bevæge os væk fra myndighedskulturen og ind i en servicekultur. Den offentlige sektor og virksomhederne er hinandens forudsætninger for succes,” fortæller Kim Ulrik Larsen og understreger, at han glæder sig til det nye job.

”Det er spændende at få mulighed for at opbygge en ny organisation, og jeg synes, det er godt tænkt at samle både service, udvikling og myndighed under samme tag.”

20 pladser op i målingerne

Netop den del af organisationsstrukturen er velkendt for direktøren. Kim Ulrik Larsen var ansat som Erhvervschef i Odense Kommune fra 2007 til i år, og et af hans roste resultater var etableringen af begrebet ”Én indgang” for erhvervslivet.

Mens Kim Ulrik Larsen var Erhvervschef, blev Odense i øvrigt kåret som Årets iværksætterby i 2009 og rykkede i løbet af den femårige periode 20 pladser op i DI’s målinger af erhvervsklimaet i de danske kommuner.

Forventningerne til den kommende direktør er da også høje fra begyndelsen, bl.a. hos Henrik Bonne, adm. Direktør for Ardagh Glass:

”Med Kim Ulrik Larsen som Erhvervsdirektør er vi klar til at sætte turbo på den nye erhvervsserviceorganisation til gavn og glæde for virksomhederne i Næstved Kommune. Vi har ansat en direktør med både bred og dyb erfaring med erhvervsservice samt virksomhedsdrift og – udvikling. Kim Ulrik Larsen bringer ny inspiration og dynamik til Næstved Kommune, kan se på os med friske øjne og udfordre vores vanetænkning.”

Fredag den 7. januar kl. 14 er der reception for den nye direktør. Receptionen foregår i Teatergade 6, 4700 Næstved.

Mest Læste

Annonce