Maria Rørbye Rønn bliver ny DR general

06/02/2011 22:59

Nick Allentoft

DR's bestyrelse har valgt konstitueret chef Maria Rørbye Rønn som ny generaldirektør, skriver Jyllands-Posten DR får sin første kvindelige topchef. Bestyrelsen har valgt den konstituerede chef, Maria Rørbye Rønn, som ny generaldirektør. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.


DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, afviser over for Berlingske, at der er truffet en endelig beslutning om ny generaldirektør. Der drøftes stadig flere kandidater, siger Michael Christiansen. Derimod fastslår bestyrelsesmedlem John Wagner, at beslutningen er truffet.
- Jeg bakker op om den, der er valgt. Det er en enig bestyrelse, der står bag, siger han.


Et andet bestyrelsesmedlem, Torben Dalby Larsen, afviser at kommentere sagen over for Ritzau. Han henviser til bestyrelsesformanden.

Maria Rørbye Rønn er 47-årig, advokat, er gift og har to børn. Hun blev konstitueret som generaldirektør, da Kenneth Plummer måtte trække fra chefposten.

Flere medienavne har været nævnt som kandidater til topposten i DR. Til slut stod valget ifølge Berlingske mellem Maria Rørbye Rønn og DR's kulturdirektør Morten Hesseldahl, der har været adm. direktør på Dagbladet Information. Hesseldahl blev ifølge avisen støttet stærkt af DR's næstformand, Ole Hyltoft.

Imponeret bestyrelsen

Maria Rørbye Rønn har som konstitueret generaldirektør ifølge Jyllands-Posten imponeret bestyrelsen og især formanden, Michael Christiansen. Nogle ser hendes udnævnelse som en indirekte støtte til DR's kulturdirektører Morten Hesseldahl og nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

De kan præge deres områder i offentligheden, fordi Maria Rørbye Rønn ikke vil markere sig stærkt i den offentlige debat, vurderes det.

I 1995 kom hun til DR, hvor hun begyndte i DR Ophavsret. I 2001-07 var hun chef for DR Jura. Siden januar 2008 har hun fungeret som direktør for DR Jura Politik Strategi, inden bestyrelsen i efteråret konstituerede hende som generaldirektør i stedet for Kenneth Plummer. Han måtte gå af efter belastende udtalelser til journalist Kurt Lassen, som havde skrevet en bog om ham.

/ritzau/


 

Mest Læste

Annonce