Miljø-direktør stopper i protest

07/03/2011 23:46

Nick Allentoft

Efter 22 år stopper direktøren for Danmarks Miljøundersøgelser. Han er uenig i planerne om DMU's fremtid.

Direktøren for Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Henrik Sandbech, stopper i utide med udgangen af april. Det oplyser han i et brev til DMU's medarbejdere.
Når Henrik Sandbech går i utide, hænger det sammen med, at han ikke er enig i beslutningen om at splitte DMU op i flere institutter, og at han ikke vil risikere at fremstå utroværdig i debatten om, hvad der er bedst for Danmarks natur og miljø.
- Hvis jeg havde kæmpet både for sagen og min egen position, så ville nogen kunne sige, at det bare er ham selv, han kæmper for, siger han.
- Nu kan man ikke beskylde mig for at have en skjult dagsorden, når jeg siger, at nedlæggelsen af DMU som en selvstændig strategisk enhed er en nedprioritering af danske natur- og miljøinteresser, forklarer Henrik Sandbech.
Han har været direktør for DMU, siden institutionen blev oprettet den 1. januar 1989 ved en sammenlægning af Miljøstyrelsens laboratorier for luftforurening, havforurening, ferskvand, analytisk kemi og jordøkologi.
Når det er vigtigt at bevare DMU som en selvstændig enhed, handler det ifølge Henrik Sandbech om, at "DMU er konstrueret til at kunne levere kvalificere løsninger på tværfaglige problemer i en konstruktiv dialog med Miljøministeriet".
- Det er indbygget i vores opgave, at vi skal være proaktive, og det kræver, at man forstår spillereglerne i det politiske administrative system. Jeg er bekymret for, om et klassisk, elitært universitetsmiljø vil kunne klare den opgave, siger Henrik Sandbech.
Onsdag kommer Århus Universitet med en udmelding om DMU's fremtid.
Et høringsforslag fra en særlig analysegruppe under Aarhus Universitet lægger op til, at DMU lægges ind under "superfakultetet" Aarhus Faculty of Science and Technology og splittes op i to afdelinger, der tager sig af henholdsvis grundforskning og anvendt miljøvidenskab i form af for eksempel udredninger til Miljøministeriet.
/ritzau/


 

Mest Læste

Annonce